Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1907 - Gustav Philipsen: Tysklands tredje Rigskansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101 Tysklands tredje Rigskansler
bestemt Modstander af Ultramontanismen. Han tog i 1869
Anledning til at tilskrive Europas øvrige katolske Magter, deriblandt
ogsaa Prøjsen, for at gøre dem opmærksom paa Farerne ved,
hvad der forestod, og Vigtigheden af at forebygge det gennem en
fælles diplomatisk Aktion over for Paven. Han mødte Kulde alle
Vegne. Bismarck i Prøjsen, Beust i Østrig, Napoleon den Tredje,
alle mente at tiltrænge Kirkens Understøttelse i en konservativ
Statsinteresse, havde ikke Lyst til at stikke Haanden i den
Hvepserede, som diplomatiske Forhandlinger i Rom vilde bringe dem
ind i.
For os i Eftertiden er det vel let nok at se, at Hohenlohe
noget overvurderede Betydningen af Ufejlbarlighedsdogmets
højtidelige Proklamation. I Virkeligheden havde Ufejlbarligheden
været den herskende Mening hos Kirkens Doktorer; Dogmet
synes — om en udenforstaaende tør anmasse sig en Mening i
en slig Materie — kun at være en naturlig Følge af Princippet
om Kirken som Bærer af en ufejlbar sand Tradition i
Forbindelse med den Udvikling i monarkisk Retning inden for
Romerkirken, som er en Frugt af halvandet Aartusindes stille Vækst Det
ses da ogsaa, bl. a. af Hohenlohes Værk, at Modstanderne af
Proklamationen, deriblandt Hohenlohes egen Broder, Kardinal H.,
ansaa Dogmet for rigtigt, men kun dets Forkyndelse for
ubelejlig. Og for en friere Opfattelse synes Forskellen mellem, om et
Dogme forkyndes som bindende paa Grundlag af et
Kirkekonciliums Flertalsbeslutning eller ifølge Kirkens Hoveds egen
guddommelige Inspiration, ingenlunde overvældende. Det turde maaske
ogsaa fremhæves, at Dogmets Godkendelse for saa vidt har
været af ringe Betydning, som ingen af de tre Paver, som har
regeret siden 1870, har vist Tilbøjelighed til at anvende det.
Og dog havde Hohenlohe ikke Uret, saa tværtimod klart i
Fremtiden. Thi Dogmets Forkyndelse i det givne Øjeblik var en
Hævdelse af Ultramortanismen, af et Kirkestyre ved italienske
Kliker over alle de nationale Landskirker; han forudsaa, at dette
Styre vilde gøre sin Indflydelse gældende, ikke i Trosspørgsmaal,
der skulde afgøres ex cathedra, men i vitale Regeringsspørgsmaal
inden for den enkelte Ståt, at der paa en Række af Felter
forestod en Kamp mellem Kirken og enhver civiliseret Ståt, som
ikke blindt vilde give sig ind under det pavelige Kabinets
Autoritet. Men, som saa ofte i Historien, hans Aktion kom for tid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
