- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
191

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

191 At være sig selv



ikke rigtig vidste, hvad der hørte os selv, og hvad der hørte
Verden til, — da er det som en Rensele til nyt Liv, dette at
vende tilbage til sig selv, — netop i Betydningen: sin egen
Natur.

Men det vil ikke vare længe, naar vi saaledes har lukket os
inde med vor egen Natur, før vi mærker, at det Liv, vi derved
bliver delagtige i, er et Liv, der har været, og den Frelse, vi
der modtager, er en Frelse bort fra det virkelige Liv.— Det Liv,
vi kalder vor egen Natur, er altid et Liv i Forgangenhed. Det
vil et Menneske des stærkere føie, jo mere „Natur" der er i
ham. At give sig sin Natur, sine Minder, Vaner, sin
Ejendommelighed i Vold kan let blive det samme som at lukke sig
inde paa Grønnekammeret, hvor det laadne Fjaassel gaar og
spøger om Natten1).

Thi med et Menneskes Væsen har det sig ligesom med et
Skib, der sejler frem over Havet. Ude for Stævnen, hvor Vandet
kløves, hvor Fremfærden sker, hvor Livet leves, hvor Selvet
boer, — dér er der i Almindelighed hverken Skum eller Sprøjt,
hverken Minder eller Stemnings-Pragt, der gaar det lynsnart fra
Krusning til Krusning, næsten følesløst fra Nu til Nu. — Men
ser vi tilbage, agten for Skibet, da har vi det brede, bølgende,
skummende Kølvand, der glitrer i alle Farver under Solens
Straaler, da har vi Mindernes Stemnings-Pragt, da har vi en
Verden, en Fortids-Verden, der helt igennem er farvet, præget
af vor egen Natur, af hvilken den nu udgør en Del. — Livet
selv, det hastigt flyttende Punkt, Nuet, hvor Selvet og Verden
mødes, — er altid farveløst, uden Præg endnu af vor egen
Natur, befriende os fra den.

Et Menneske vilde vist aldrig føie sin egen Natur stærkere
end den Dag, han besluttede at blive Selvmorder. Som
Tropeplanter vilde alle Minderne, hele hans Væsen, hans egen Natur
skyde op om ham, med berusende, bedøvende Skovduft, fordi
han nu havde besluttet helt at forsage Livets det levende Nu.

Nej, — vor Natur *g vort Selv er ikke det samme. Naar
Sproget synes at sige noget saadant, da har dette en dobbelt
Aarsag. For det første gør Sprogbrugen meget hyppig ingen
Forskel imellem en Aarsag og dens Virkning. Er det at være

’) Smgln. Lykke-Pers Udtryk III 337: .VI stsndses en Dig af en Stemme fra Dybet af vort
Indre, en Spøgelse-Slemme, der spørger: Men hvem er Du selv?"

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0197.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free