Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
At være sig selv
des ned, tages bort, hvad enten saa disse Egenskaber er
Fuldkommenheder eller Synder. Dette er Troen, der er af ganske samme
Art, hvad enten den forener Mennesker med Gud, eller den
forener Mennesker indbyrdes. Dette er den Forening af Hjerter,
der for hver af de to Parter er det samme som at finde sig
selv — ja, det samme som at Selvet bliver til.
Mine Forklaringer er hverken Johannes V. Jensens eller
Amalie Skrams, det ved jeg nok, og det har jeg sagt. Men et er der,
som er ganske uomtvisteligt hos dem begge: at de lader
Forsøgene mislykkes. Hos dem begge — for atter at bruge min
Udtryksmaade — holder Egenskabernes Gitter, ubarmhjertigt skiller
det Selv fra Selv, lader hvert af de to" Hjerter forblive i sin
ensomme Verden af Ting, af Fænomener.
Det var den skønneste, mest gribende Kunst, den, hvormed
Betty Nansen fremstillede disse Scener i „Agnete", — saa herlig
udvortes-plastisk, som om det var et virkeligt Jærngitter, det
drejede sig om at ruske, at slide op, — og samtidig saa dybt
inderlig, saa man følte, det var hint mystiske Gitter mellem
Hjerte og Hjerte, som Mennesker ikke har Magt til at aabne.—
Disse Betragtninger lader sig nu resumere saaledes: i
Begejstringen stiger vi over os selv, idet vi higer imod det ideale;
men vi er desværre endnu ikke os selv i Begejstringen.
Naturligheden hos et Menneske er Følgen af at være sig selv,
saavist som Fortidslinjen tegnes af det flyttende Nu, og som
Kølvandet er Følgen af, at et virkeligt Skib har kløvet Bølgerne.
Men at være naturlig er ikke det samme som at være sig selv.
At være sig selv er at være eet med et andet Selv.
Og om alt, hvad vi ser i Fantasien, i Begejstringen, ligesom
om alt, hvad vi ser i Fænomenernes Verden, ogsaa i den Del
deraf, som for os er den vigtigste, nemlig vor egen Natur, —
om alt gælder det: at det visner og fortørres, det ødelægges —
i hvert Fald af vore egne Øjne — hvis ikke det stadig vandes
og holdes i Live af en Kilde, som kommer dybt inde fra, inde
fra Centrum i vor Tilværelse, inde fra de Egne, som ligger bag
vor Bevidsthed, — derinde fra, hvor Selv mødes med Selv, som
to Vand-Aarer mødes i Jordens Mørke og bliver til eet.
Jakob Knudsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
