Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Chr. A. Jensen: Norsk Folkekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Norsk Folkekunst
manede til at følge med i Stiludviklingen. Og da meldte der sig
ude fra Europa Ornamentik, som paa visse Sæt var i Slægt
med den romanske, nemlig den sene Baroks store, tunge,
klassiske Akantusranker. En genial Bondekunstner, Jakob Klukstad
fra Lesje, synes at have været den første, der optog de nye
Former; han behandlede dem med megen Dygtighed, og selv
om han fulgte Forbilledernes regelmæssige Rytmik, hvor
Bladværkets Detailler spiller ind i hele Rankens Løb, formede han
den dog saa smaat efter sin egen folkelige Smag, hvad det
midterste af de afbildede Mangletræer viser. Fra hans Virksomhed, der
ikke veg tilbage for større Opgaver som udskaarne Altertavler og
Prædikestole, spredtes „Krølskuret", som denne norske Akantus
kaldes. Man har en betegnende Fortælling om, hvorledes en
Husmand fra Hedalen spillede „Tomsing" og fik Lov til at
staa og se Klukstad arbejde saa længe, at han lærte ham
Kunsten af. „Han stjal Kunsten fra mig som en Skelm," skal
Mesteren have sagt. Snart blev Krøiskuret eneherskende i hele
Gudbrandsdalen og langt videre omkring, og siden der nu var
kommet Fart i Bygdekunstnerne, tog de villigt og hurtigt mod
en næste Stilart. Da Ranken blev genoptaget med fornyet Kraft,
herskede Regence-Stilen ude i Europa, og den naaede man
derfor næsten ikke at faa med. Man sprang lige over i Rokoko’en.
Stundom kopieres Forbillederne direkte, hyppigere fastholdes de
ældre Vækstmotiver, blot opløste i legende viltert dansende
Enkeltled og isprængte med rokokoagtige Roser og Stumper af
Stilens skæve Muslingeskaller. Endnu mærkeligere
Krydsnings-former fremstaar dog ved, at Rokokoen males med brogede
Farver, noget i Slægt med Renaissancens overdaadige
Farveglæde, saaledes som vi ogsaa kender den hjemme hos os, men
stundom mere primitivt, stundom meget mere raffineret. Det er
Fænomener, man ogsaa kan møde i anden europæisk
Folkekunst, men som her ytrer sig særligt stærkt, dels i det saakaldte
„Rosemaleri", dels i Folkedragternes Broderier — de sidste nye
Skud paa den norske Folkekunsts gamle Træ, før det
sygner hen.
Men, vil man spørge, hvor skal man i hele denne
Mangfoldighed søge det særligt norske. Er der intetsteds et særligt
norsk Initiativ? Nogle vil med Bestemthed svare ja.
Kunstneren Gerhard Munthe og Kunsthistoriken Andreas Aubert, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
