Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Chr. A. Jensen: Norsk Folkekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229 Norsk Folkekunst
har Æren af med størst Kraft at have vist Farvernes Betydning
i norsk Hjemmekunst, har opstillet en Lære om et særligt
norsk Farvevalg, der paa det nøjeste skal være forbundet med
Nationens kunstneriske Instinkt. Munthe nævner som slige
Farver det højrøde, det potteblaa, et rødviolet, et blaaliggrønt, der
sammen med det højrøde danner en Modsætning i den Grad
typisk national, at den gerne kunde have dannet det norske
Flag, og endeligt et kraftigt gult med Klang af Messing. Det er
muligt, at der er noget rigtigt heri, men det er for Tiden mere
Tro end Viden, hvorpaa Teorien maa bygges. Endnu er den
dekorative Farvelære saa lidt studeret, saa langt agter ud for
det eksakte Studium af Ornamentformerne, at der paa dette
Omraade er stor Fare for at bevæge sig — ud i det blaa. Jeg
skal hverken søge at bevise eller at modbevise, men blot gøre
opmærksom paa den Mulighed, at meget baade i Rosemaleri og
i Telemarksbroderier, saa vel Farver som Former, kan være
paavirket fra Kina, et Forhold, som ved første Øjekast synes
meget sært, men dog slet ikke er utænkeligt. Begge tilhører jo
Ostindiefarernes Tid.
Svaret maa da formes paa en anden Maade. Den
skitsemæssige ornamenthistoriske Oversigt, der selvfølgelig maa lade
mange Tvivlsmaal staa hen, er forhaabentlig fyldestgørende nok
til at vise, at den norske Bygdekunst ikke i sin Grundkarakter
skiller sig ud fra anden Folkekunst. De Konturer, der her er
trukket op, gør dog ikke Fordring paa at være mere end et
ganske kort Sammendrag af, hvad norske Videnskabsmænd har
sagt, først Professor Dietrichson, senere Yngvar Nielsen og
Museumsdirektør Grosch, hvis Opsats fra „Norge i XIX
Aarhundrede" nu yder en solid Orientering i Udstillingen, senest
Harry Fett. De har, i det hele og store da, set roligt og
nøgternt paa deres Folkekunst og har dog elsket og æret den lige
saa vel som den første begejstrede Forsker af norsk
Bygdekultur, Ejler Sundt. Ikke blot, fordi den for os staar som
gammeldags troskyldig og bedaarende naiv, og fordi den for Øjet er det
samme eller endnu mere end de folkelige Vers, man kan more
sig med at læse paa Redskaber og Ølboller*). Ikke blot, fordi den
•) Som Eksempel meddeles her et Vers pt« en Økse fra 1619, som tilhører Nationalmuseet i
København:
Jeg er en Øxe wden Swig
i Norges Land er ey min Liig.
Hvem mig vil feide, skal si« wel besinde,
det skal forstaa baade Mand och Qwindc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
