Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Fr. Ohrt: Blandt Runosangere og Grædekvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Blandt Runosangere og Gracdekvinder 248
meikka bad hilse i Danmark. — Bagefter fortalte Studenten, ar
jeg havde narret mig selv ved at udeblive fra Baadturen; livana
havde dær sunget en Sang (i det gamle Versemaal), som han
selv havde digtet om sin Aabofærd Aar tilbage; det er vistnok
nu en Sjældenhed, at Runogubberne selv er skabende Skjalde.
Sjemeikka var en fornøjet og livlig, derhos tænksom Olding.
Med barnlig Glæde fortalte han om sin Rejse til de lærde
Herrer i Sydfinland og den Opmærksomhed, de havde vist ham;
lykkelig var han over at kunne byde os Sordavala-kringler til
Teen — bedre end de paa Nabogaarden, men en Lykke syntes
ham ogsaa det rolige Liv i Muuanto ved Søens Bred, „hvor der
er saa kønt", og hvor han nu i sin Alderdom kunde tænke over
„alle Skaberens Gætninger". — Der blev i Muuanto vist os et
•gammelt forfaldent Bedehus, en trang Rønne, der ikke længer
var i Brug; skønt Helgenbillederne endnu stod paa Vægbjælken,
korsede Foreviserne sig ikke herinde, hvad de dog aldrig
forsømte overfor Billederne i Hjemmet.
Da vi paa Tilbagevejen havde passeret Terovaara By, gjorde
vi Holdt ved et enligt Hus i Skoven. Her boede den
navnkundige Grædekvinde Akuliina Kuokkanen. Jeg havde, maa jeg til—
staa, aldrig før hørt om finske Grædersker og var spændt paa
at lære dette Fænomen at kende. En høj og med sine næsten
60 Aar endnu smuk Kvinde traadte os i Møde med venlig
Anstand. Da de nødvendige Forklaringer var givne, udbrød hun
glad: „Naa endelig, der har endnu ikke været en eneste at
besøge mig i Sommer! Ja jeg skal gærne græde for Jer." Vi blev
bænkede, og Vand sat paa Ilden til Te; tre Drenge sad paa
Vægbænken og kiggede paa os. Nu traadte Akuliina frem midt
paa Gulvet med en naturlig Værdighed, som vilde klædt en
Dronning. Jeg vil da græde af Glæde over, at I kommer og
gæster mig." Hun kastede et hvidt Klæde over sit Ansigt og
stemte i — det var en forunderlig Sang; intet regelret Metrum,
men en Slags Strofedeling; hver Strofe indlededes med „Spasibo"
(russisk: Tak). Melodien, der spændte over langt flere Takter
end Runosangenes, var kunstigere og mangfoldigere end disses.
Hun havde en meget vakker Sangstemme. Efter hver Strofe
faldt Akuliina i Graad, dog ret behersket, svarende til Æmnets
Krav. Af det lange Kvad, der var stærkt dialektfarvet, forstod
jeg desværre saa godt som intet; efter Studentens Dom var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
