Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Vilhelm Wanscher: Et Forsvar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Forsvar.
255
hvori Eksemplerne kommer i min Bog, saaledes at bl. a.
Forklaringen af Principperne i den græske Billedkunst er
Forudsætningen for, hvad jeg siger om Velasquez og Joakim Skovgaard.
Jeg skal ikke indlade mig paa en Diskussion af de
kunsthistoriske Spørgsmaal, Dr. Poulsen fremdrager, og hvor han
nogle Steder paaviser Svagheder, jeg selv har følt, men lige saa
ofte blot gentager de Meninger, jeg har forladt; heller ikke af hans
fornærmelige Udtalelser om den danske Hjemmevidenskab som
„psykologisk Fænomen"; dertil vil andre være mere kompetente end
jeg; men blot til sidst vise et lille Eksempel paa Arten af hans
overlegne og haanlige Kritik.
Dr. Poulsen siger:
„Sammenstillingerne: Vergil—Oehlenschläger, Dante—H. C.
Andersen er rent ud i det Blaa."
Jeg tilstaar, at da jeg skrev om H. C. Andersens Slægtskab
med Byron og Dante, vidste jeg ikke, at han selv i et Brev til
Ingemann fra 1830 eller 31 fortæller, at han nu er i Færd med
at lære Engelsk og Italiensk for at kunne studere Byron og
Dante. Derimod havde jeg gennem Studiet af disse Klassikere
selv faaet en levende Fornemmelse af, hvad det var, en Mand
som H. C. Andersen vilde have kunnet finde i dem, og hvad
han sandsynligvis skyldte dem; og det forekom mig, at naar der
altid bliver talt om H. C. Andersen alene som Fortælleren for
Børn, glemmer man, at han tillige og navnlig var den store
Digter, der viser os Vej til det poetiske hos de gamle, ligesom han
selv i væsentlig Grad var inspireret af disse.
Professor A. B. Drachmann har i en mesterlig Afhandling
om „Browning og Euripides" (Festskrift til J. L. Ussing 1900)
udtrykt det samme, men paa langt klarere Maade, end jeg vilde
kunne gøre det.
„Naar Filologen af Fag indlader sig paa æstetiske
Betragtninger, forfalder han kun altfor let til Teorier, der ikke passer
ril nogen Art af digterisk Produktion; han er jo Videnskabsmand
og ikke Digter. Og han møder i Regelen med et Grundsyn paa
den antikke Kunsts almindelige Karakter, der i nok saa høj Grad
er betinget af Tradition og tilegnet paa anden Haand, som
fremgaaet af det umiddelbare Indtryk af selve Litteraturen og
Monumenterne. I begge Retninger har Digteren i Regelen et Forspring
for ham: hans Indtryk af det antikke Digterværk vil som oftest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
