- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
258

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

258

Richard Strauss’ Salome

Hvad Wilde i Salome søger at skildre digterisk og Strauss
musikalsk, er følgende: Salome forfører Høvedsmanden Narraboth — der
senere paa Grund af sin forsmaaede Kærlighed og Salomes
Tilbøjelighed for Jochanaan dræber sig — til imod Herodes’ Befaling at lade
Jochanaan komme op af den Cisterne, i hvilken han holdes fangen. Der
vaagner da ved Synet af ham en brutal Sanselighed i hende, og hun
strømmer over af Begejstring over hans hvide Legeme og hans sorte
Haar og hans røde Mund, og hun vil berøre og kysse ham. Men hart
bortviser og forbander hende og gaar atter ned i sin Cisterne. Da vil
hun have Hævn, og denne er for den efter Jochanaan lystne Salome
let at opnaa af den efter hende lystne Herodes, der rolig lader sin
Hustru paa det blodigste fornærme af Jochanaan og nægter at
udlevere ham til Jøderne, men derimod lover Salome alt, hvad hun
ønsker, hvis hun vil danse for ham. Saa danser hun med 7 Slør om
sig, hvilke hun kaster bort det ene efter det andet, og da Herodes’
Lystenhed har naaet sit Højdepunkt, forlanger hun som Belønning
Jochanaans Hoved paa et Sølvfad. Han henrettes saa i Cisternen, og
hun kysser saa det afhuggede Hoveds Mund, idet hun under denne
— man fristes til at sige sadistiske — Beskæftigelse deklamerer først
nogle triumferende, saa nogle elegiske Fraser, indtil sluttelig Herodes
kommer i Kog og lader hende dræbe.

At Strauss har valgt dette Emne til Genstand for musikalsk
Skildring, er for saa vidt sket med rigtigt Instinkt, som det Organ, der
altid ganske mangler i alt Fald i alle hans senere Værker: Hjertet her
er saa temmelig overflødigt. Hvad skulde vel her kunne sætte Hjertet
i Bevægelse undtagen højst Jochanaan? Og maaske er det just den
største Fejl i Musikken, at man ikke engang bevæges en Smule over
ham. Han kunde dog have staaet som noget ophøjet og ædelt over
al den øvrige Lystenhed og Perversitet. Men han passer just altfor
godt ind i Rammen af alt dette: den blødagtige Poseur, den
musikalske Frasehelt, som Strauss her har formet, vil vel vanskeligt finde
Indpas i manges Hjerter. Ikke noget af, hvad Jochanaan synger,
hæver sig til Ægthed eller Ædelhed — Ædelhed hos Strauss?! —, og
Smagløsheden gaar saa vidt, at hans Sang næsten bestandig
akkompagneres af Violintremolo, endda ofte temmelig højtliggende — man
vamles ved en saadan Johannes den Døber. Og nu alt det øvrige!

Det er ikke en Tilfældighed, at Beethovens eneste Opera havde
Fidelio til Emne; det er lige saa lidt et Tilfælde, at Wagner har digtet
og komponeret Mestersangerne, og ikke mindre, at Strauss paa sit

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free