- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
259

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

259 Richard Strauss’ Salome



nuværende Udviklingstrin har valgt Salome til Libretto. Af Frugterne
kan man kende Træerne. Emnerne er betegnende for hver især, og
uvilkaarligt præge de Musikken. Gang efter Gang kan man høre
Fidelio og stadig paany føie sig grebet paa det dybeste af det Hjerte,
som giver sig Udtryk i denne Musik. Og hvor kan man frydes atter
og atter over den sunde Glans og Pragt i et Værk som
Mestersangerne! Men hvor skal noget som helst i Salome kunne varme eller
glæde eller forfriske?

Imidlertid havde jeg dog ventet, at den sidstnævnte Opera vilde
virke som en stærk Nervepirring og vilde frembringe en kraftig
Spænding. Heller ikke dette. Og naar Operaen — trods sin Korthed —
virker lang og kedsommelig, saa ligger dette ikke alene deri, at intet
af det, som foregaar paa Scenen, kan bevæge eller tænde ens Følelse
i nogen nævneværdig Grad, men tillige ligger det i den Maade, paa
hvilken Strauss har behandlet Stoffet. Det, som gør Wildes Stykke
dramatisk virksomt, er for en stor Del Kortheden og Knapheden. I
de første to Trediedele af Operaen føles derimod store Længder;
Samtalerne er for lange, ligesom ogsaa Salomes perverse
Slutnings-hymne til det afhuggede Hoved er tværet ud til en unødig Længde.
Og hvad der virker hen i samme Retning, er den komplette Mangel
paa Økonomi i Brugen af orkestrale Midler. Det er jo et rent
Kæmpeorkester, Operaen forlanger (egentlig 110 Mand), og hvor tykt og fedt
klinger det! Hvor længes man ofte efter Mozart og Bizet! Vel maa
man lade Strauss vederfares den Retfærdighed, at han ikke bruger
Blikket nær saa brutalt som adskillige andre samtidige (f. Eks.
Mahler) og i Regelen dækker det, men hvor trættes Øret, foruden af det
naturligvis uundgaaelige høje Violintremolo, af det evige Harpespil,
af de bestandigt, atter og atter optrædende Pizzicato’er i Strygerne
og af de uendelige kromatiske Løb, baade i Strygerne og
Træblæserne. Det er jo, som eksisterede de diatoniske Skalaer ikke mere —
men de er vel ogsaa for noble til Sujettet og Genren. Hvad der dog
trætter mere end noget andet, er den evige Uro, de uafladelig
skiftende Farver og den fuldstændige Mangel paa længere Hvilepunkter.
Hos Wagner mangler saadanne aldrig; var de der ikke, vilde man
næppe kunne høre hans Værker til Ende.

Man taler jo saa meget om Strauss’ vidunderlige Farverigdom i
Behandlingen af Orkestret. Ja, det er sikkert nok, at han er den
drevneste Orkestertekniker, som eksisterer nu til Dags, og at han finder
paa mange nye Kombinationer. Saaledes ogsaa her: f. Eks. Henret-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0265.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free