Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261 Richard Strauss’ Salome
Blade meddeles disse Verdensbegivenheder en eller flere Gange, og
det endskønt selv de Kritikere, der ikke forholder sig helt afvisende,
indrømmer, at man i Salome maa renoncere paa alt, hvad der hedder
Skønhed og lade sig nøje med Karakteristik (hvor skønt kunde Mozart
karakterisere! og hvor uendelig mere karakteristisk!). Strauss’
eminente Forretningstalent har bragt det saa vidt, at til Trods for hans
Ideers Magerhed og den overstrømmende Hæslighed af store Partier
i denne Opera, til Trods for de uhyre Vanskeligheder og store
Omkostninger, med hvilke dens Opførelse er forbunden, alligevel selv
mellemstore Byer anser det for en Nødvendighed at faa Salome frem
paa deres Scener. Mon ikke saadanne Operareferenter i København,
som altid løber i Hælene paa Moden, allerede har bebrejdet vor
Operaledelse, at den endnu ikke har bragt Salome frem og engageret
Strauss til at dirigere Premiéren?
Dette ene maa nu imidlertid siges til Ros for Salome: den er en
Type, og som saadan giver den bedre end saa meget andet Anledning
til almindelige Betragtninger over den Retning, den repræsenterer.
Det er jo denne Retning, som nu til Dags oversvømmer Verden med
større og mindre „Mesterværker" og som mere og mere synes at
kvæle Sansen for den gode, ægte Kunst og omsætte den i Sensation
og Effekt. Thi selv om faa føler virkelig Opbyggelse over denne
Art Værker, vænnes Øret gennem dem til et stadigt Raffinement og
gøres mindre modtageligt for det enkle. Saadanne Typer som Salome
gør det i en forbavsende Grad klart, hvor slaaende en
Overensstemmelse vor Tids Forfaldsmusik frembyder med Skulpturens Forfald
efter Michelangelo. Ligesom Skulpturen dengang mere og mere
miskendte sine naturlige Opgaver og vilde behandle alt malerisk og
naturalistisk, saaledes ogsaa nu Musikken — og det er en endnu langt
større æstetisk Absurditet at ville gøre Musikken til en realistisk
Kunst.
Bestandig har man hidtil anset melodisk Indhold for det første
nødvendige i en Komposition; Rob. Schumann f. Eks. skrev i et Brev
til en ung Musiker: De maa først og fremmest bestræbe Dem for at
finde paa nye og smukke Melodier; det kombinatoriske maa i Forhold
hertil virke mere tilfældigt. For Nutidens Modemusik er det derimod
ikke mere den væsentligste Opgave at udvikle skønne Melodier og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>