- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
265

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

265 Richard Strauss’ Salome



ode er man nu. Tiden vil frem for alt andet Sensation. Den, som
forstaar denne bedst og som ikke forsmaar noget Middel til Reklame,
som fremfor alt gaar ud paa at være „aktuel", han er Tidens Mand.
Og den, som ikke tager Del i Komedien, udsætter sig for at haanes
som forstenet, som en aflægs Reaktionær, som Akademiker osv.

En bekendt tysk Musikforfatter H. Kretzschmar har i sin fornylig
udgivne Bog „Musikalische Zeitfragen" omtalt den Kendsgerning, at
„den udvortes Programmusik" -— som ganske vist ifølge denne
Forf. er et Kendetegn paa aandeligt fattigere Tider — i Nutiden
trænger sig mere og mere frem, og han tilføjer: „Foreløbig gør de
musikalske Secessionister med deres Skildringsiver og deres Realisme
i alt Fald den Nytte, at de gavnligt forhindre Udviklingen af en
indholdsløs Formalisme uden Maal". Saa optimistisk er det mig ikke
muligt at betragte denne Strømning. Som om denne Programmusik
havde større eller bedre Indhold end den Musik, der skrives under
beskednere Synspunkter og med Bibeholdelse af de overleverede
Former! Som om der var nogen som helst Mulighed for, at der paa
Basis af en saadan Dekadence kunde udvikle sig noget sundt! Nej, dette
hypermoderne, raffinerede og prætentiøse Væsen er blot egnet til at
ødelægge den sunde Kunstforstand, tilintetgøre Sansen for det enkle,
ædle og naturlige, bortlede Følelsen og Interessen for det indvortes i
Værkerne og lede dem over paa det uvæsentlige, paa rene
Klangeffekter og sluttelig at formindske Nydelsesevnen over for de store,
ældre Mesteres Værker, over for den ægte, store Kunst. Den Mand,
som rev Schubert’s C-Dur Kvintet ned, synger selvfølgelig Lovsang
til Richard Strauss’ Ære. Og praktisk indpodes det Publikum dagligt
af nogle, at Skønhed er en forholdsvis ligegyldig Ting i Musik, og at
det kommer an paa Karakteristik, om denne saa er aldrig saa hæslig.
Og det er jo i en svagere producerende Tidsalder saa let for enhver
Secessionist at sige: I andre er blot Epigoner. Det er slet ikke saa
svært at være ny, naar man vil være det for enhver Pris.

Der er een Grund, som gør det vanskeligt at komme ud af den
nuværende Musik-Misére. Det er Mangelen af en virkelig stor Genius.
Kun den, som er i Stand til at bryde Skønheden nye Baner, som kan
finde en ny enkel Udtryksmaade, kan tilintetgøre det nuværende
tekniske Uvæsen. Det er at haabe, at en saadan Genius ikke maa
lade for længe vente paa sig.

Rudolph Bergh.

Tilskueren 1907

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0271.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free