Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - Harald Nielsen: Robert Herrick. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Herrick
409
er blot den ydre Tilfældighed, der symboliserer det virkelige
Forhold — at den dybeste Kærlighed ikke kan tilfredsstilles.
Den maa forblive „the hunger love", det ligger i dens Væsen,
og kun ved at agte dettes Love, ved selv at give Afkald,
formaar de at bevare den som en Skønhed, som et Under i deres
Liv.
I Forholdet mellem Harrington og Mrs. Dround har Herrick
midt i en haardhændet nøgtern Virkelighedsskildring, og paa den
naturligste Maade sammensmeltet med den, skabt den dejligste
Poesi. Den Aandighed, der gennemtrænger Virkeligheden i
Herricks Opfattelse, er her blevet forhøjet Ligesom man for Lyset
maa antage et lettere Medium: Æteren, gennem hvilket det
iler, saaledes synes disse to Mennesker at have et lettere,
ilsommere, mægtigere „noget", i hvilket de mødes, og gennem hvilket
de modtager Bud fra hinandens Væsen — et „noget", for hvilket
vi ikke har andet Navn end Geni.
Hun er hans „Tale-Ven", som Eddaen kalder det. Under
hendes Øjne kan han udbrede sine Planer. Hun forstaar dem
og tror paa dem.
Hun er den, der ved første Øjekast gætter ham. Hun ser
forbi Egenskaberne, hun ser, hvad han mægter. Hun er hans
Valkyrie, der ægger ham til Kampen og kaarer ham til hans
Skæbne. Ofte er hun langt borte, kun faa er de Møder, om
hvilke der berettes, og aldrig tilhører de hinanden, og dog synes
de hinanden meget nær — levende et Fællesliv gennem deres
Geni over Tid og Rum. Den Verden, i hvilken de lever, er
Aand, og den er skabt af Aand, af hendes stærke, bevidste Valg:
J|eg vil ikke — for hans Skyld ikke."
Som en tung og sødmefyldt Skæbnesang lyder hendes Ord
i det Øjeblik, de er hinanden mest nær, Sjæl mod Sjæl:
„Hør, hvad jeg siger," hviskede hun. „Vi skal aldrig behøve
mere end dette. Husk det Intet mere; thi saa vilde jeg blive
Dem en Lænke, ikke en Hjælp. Og saa vilde det være ude
med mig. De besidder Vilje til at udrette noget — det er mere
end nogen Kvinde kan give Dem. Jeg beholder Erindringen
om Dem. Nu maa jeg bort igen — saaledes maa vi leve. Det
gør hverken fra eller til. De og jeg tænker de samme Tanker
paa den samme Maade. Hvorledes skulde en Smule Afstand
kunne skille os. Jeg følger Dem Skridt for Skridt, og naar De er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
