Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - Harald Nielsen: Robert Herrick. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
Robert Herrick
ubøjet og uden Tanke om at standse. Saaledes vandrer han ud af
Bogen uden Bram, som var det sidste Blad et Gadehjørne, der
skjulte ham for vort Blik. I Fantasien skrider han videre, kun
standset af Døden.
Denne Slutning, der aabner for Fantasien mod stedse større,
grænseløsere Horisonter, minder om den uforglemmelige
Slutscene i Mirbeaus Stykke „Les Affaires sont les Affiaires". Dette
Drama er som Herricks Bog en Monografi over Tidens Helt,
Forretningsmanden i stor Stil. Da det kom et Aar før Herricks
Bog og hurtigt vandrede Verden over, er en Paavirkning ikke
helt udelukket, om end ikke meget sandsynlig. Omvendt kunde
man fremhæve, at den karakteristiske Scene, hvor Léchat lader
de elektriske Reflektorer spille foran sit Selvportræt, allerede er
foregrebet i „The Web of Life". Snarere har det samme
Iagt-tagelsesfelt givet de to Forfattere samme Enkeltheder og
fremkaldt lignende Stemninger hos dem.
Mirbeaus Drama er det eneste samtidige Kunstværk, der kan
være Grund til at sammenstille Herricks Bog med *). Først ved
en saadan Sammenstilling faar man Øje for det ejendommeligste
i Værket — det, hvorved det i egentligste Forstand er nyt
Som Kunstner skiller Mirbeau sig meget væsentligt fra
Herrick ved rent umiddelbart at have størst Sans for det
karakteristiske. Det er kun ved den Kraft, hvormed han har grebet
og fastholdt Figuren, at han trænger igennem til det typiske.
I rigtige, ja slaaende, men grelle Træk fremhæves Isidore
Léchats Rastløshed, hans Plumphed, hans Forfængelighed. („Vive
Isidore Léchat!" — „Deux-deux moutons" — Scenen med
Godsforvalteren.) Men Mirbeau har tillige med overordentlig
Tydelighed set og fremhævet den blinde, men ikke famlende, Vitalitet,
der er hans Væsens herskende Ejendommelighed, og i Kraft af
nvilken han arbejder og udretter uden at kende Skranker eller
Hindring. Omridsene er trukket saa skarpt, at Skikkelsen synes
overdreven og dog lignende som en Karikatur, kantet som en af
Forains Tegninger, men der er tillige Øjeblikke, hvor den faar
Kraft og Vælde, bliver monumental som en af Rodins
Skulpturer — spillende i Individualitetens uafslebne Flader. Léchat staar
’) Del er langtfr«, fordi Herricks Bog er den eneste I ain Slags I amerikansk Litteratur. Der
er tvertimod en hel Række af Bager om lignende Emner, saa at man nu kan tale om en
»Forret-ningsroman", ligesom man r. Eks. tidligere talte om Guvemanteromaner. Der synes dog foreløbig ikke
at vsre frembragt noget I Genren, som taaler Sammenligning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
