Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - Harald Nielsen: Robert Herrick. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Herrick
417
ninger har virket,, saa at Synsmaader, Sædvaner, Institutioner fra
forskellige Stænder og Perioder ligger kilet ind mellem
hverandre i vild Uorden. Det er et kapitalistisk Samfund, men
opfyldt af antikapitalistiske Ideer, det er et Demokrati, men et
saadant, i hvilket der eksisterer allehaande Skranker og Privilegier.
Det rummer alle de Typer-, der er fremme i Verdensudviklingen,
men ingen af dem i den frie Udfoldelse, der følger af, at hele
Samfundet arbejder med paa den.
Men i et andet Samfund end sit eget vil en Type let faa
Karakteren af det underlige, det sjældne eller maaske blot det
individuelle. Blikket maa dreje sig opad eller til Siden for at se
den. Kun i sit eget Samfund staar Typen lige i Synsfeltet og
opfattes med den naturlige Selvfølgelighed, der stammer fra, at den
blot er, hvad alle er. En Gentleman kan kun tilfulde forstaas og
fremstilles i et Samfund, hvor alle, selv Arbejderen, som i
England, dyrker et gentlemanlike Ideal, en Ridder kun i en Tid og
i et Samfund, der helt er opfyldt af „ridderlige" Forestillinger, og
en napoleonisk Natur kun, hvor alle ere napoleonisk anlagte.
Men det har Europa ikke været i det forløbne Aarhundrede.
Derfor er-Napoleon blevet beundret, forgudet, nedrakket, fordømt; han
er gaaet igen som Problem, som Forbryder og som
Overmenneske, men det har ikke vist sig muligt at optage ham i
Bevidstheden ganske simpelt som Medmenneske, som Borger.
Generalnævneren af alle Opfattelser er nemlig Indtrykket:
Undtagelse. Undersøger man nærmere, hvori Undtagelsen ligger,
finder man, at det ikke er selve hans Væsens Retning, det
individuelt selvraadige, der er Tiden fremmed. Tværtimod, derved
hører han netop sammen med den. Netop det, at han og Tiden
ligner hinanden saare meget, gør, at han stadig formaar at
forurolige Sindene. Undtagelsen ligger i den Form, hvori hans
Natur aabenbarede sig — den krigeriske, og i den Grad, den
Absoluthed, hvori den ytrede sig, alttilsidesættende i et Samfund,
hvor saa mange Individer og saa mange Interesser laa parat til
ogsaa at folde sig ud.
Krigen var hans Element. Alene derved var han
utidsmæssig, i Uoverensstemmelse med den Aand, der skulde vokse
sig stor og netop nære sig af hans Sejre. Allerede Leibniz havde
beskæftiget sig med Fredstanken, og blandt Napoleons Samtidige
havde den Talsmænd som Kant, Bentham og Saint-Simon. Det
Tilskueren 1907 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
