Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - Adolf Hansen: Stella
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stella
425
risk Betegnelse for en Adelsdame; men det anvendes af Swift,
den borgerligfødte Præst og Domprovst i Irland, bag hvis Pande
det mylrede af bistre Tanker, som Kærtegns-Navn for
Købmands-datteren Esther Johnson, den Kvinde, han havde kendt, fra hun
var Barn, hvis Opdragelses Retning han havde søgt at paavirke,
og som i et næsten trediveaarigt Hengivenheds-Forhold var
knyttet til ham. Og Navnet flettes nu ikke ind i sirlige eller heftige
Sonetstrofer; thi denne Renæssancens Kamée-Form for Følelse
og Tanke var paa Swifts Tid fuldstændig forsvundet af Digternes
Bevidsthed. Det lægges djærvt ned i kortlinjede og ofte langstrakte
Forstands-Digte, mindre fantasi-farvede og mindre velklingende
end de Sidney’ske Sonetter, men med flere Træk til et Billede
af den, til hvem de er henvendte. Og det er desuden knyttet
til Swifts klare og kraftige Prosa. Thi for Stella nedskrev Swift,
den vrede og bitre Menneskehaaner, i de intimeste Vendinger —
saa intime, saa de undertiden kan synes vamle, — og med de
fortroligste Udtryk for lys og spøgende Ømhed, hvad der hændte
ham fra Dag til Dag under hans stærkt bevægede Ophold i
London fra 1710 til 1713, da han, ivrig, rastløs og selvbevidst,
ved et omfattende politisk Forfatterskab støttede Tory-Regeringen;
og til hende og den Veninde, der boede sammen med hende i
Irland, sendte han regelmæssigt sine Brevpakker. Han, hvis
almindelige Menneskefjendskab og Menneskeforagt af Instinkt og
Erfaring var saa dyb, skød her, i Forholdet overfor den enkelte,
Ham, og vendte en Side frem af sit Væsen, hvor Nænsomhed
og Hjertelighed, Længsel, Lystighed og Skælmeri spiller let og
varmt over i hinanden. Han er bekymret for hendes svage Øjne:
„Stakkels Stellas Øjne, Gud velsigne dem og gøre dem raskere!"
„Skriv endelig, endelig ikke, Stella,.før Øjnene er voldsom,
voldsom, voldsom, voldsom, voldsom raske og ikke har mindste Skade
af det." Han fingerer hele spøgende Samtaler med hende, han
snakker med Brevene fra hende, som var de levende Væsener,
og en mild Martsdag kan der, medens han tænker paa hende,
undslippe ham et Længselssuk efter Irland, der ellers var ham
som et Forvisningssted: „Aa gid vi var i Laracor paa denne
smukke Dag! Raklerne begynder at titte frem paa Piletræerne
og Hegnene at knoppes."
Af Stellas Breve til Swift er intet levnet os; der findes kun
et enkelt Digt fra hende til ham, præget af hans Stil. Vi kender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
