Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - C. Starcke: Den franske Kirkekamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482
Den franske Kirkekamp 482
at denne fremtidig i Regeringens Øjne ikke var en Suveræn,
men blot en Slags Stormester for en international Orden.
Selvfølgelig udeblev Pavens Protest ikke; allerede ved Maanedens
Slutning modtog Regeringen hans Note, som besvaredes med, at
man kaldte sin Gesandt ved Vatikanet tilbage, og samtidig
bebudede Combes, at den parlamentariske Kommission, som allerede
i nogen Tid havde arbejdet under Briands Forsæde, snart vilde
være i Stand til at fremlægge Forslag om en Adskillelse mellem
Ståt og Kirke.
Yderligere dreves Regeringen frem af en Strid, som opstod
i Anledning af to Biskopper (i Laval og Dijon), som Paven vilde
stævne til Rom og krævede afsat i direkte Strid med
Konkordatets organiske Artikler. I en Tale i Auxerre 4 9 1904 fremstillede
Combes denne Sag som et Vidnedsbyrd om, hvor fuldstændig
Pavemagten tilsidesatte ethvert Hensyn til den franske Ståt, og
at man maatte betragte Konkordatet som bortfaldet. I et
Ultimatum til Paven krævedes det, at dennes Breve til de to
Biskopper skulde tages tilbage inden 24 Timer, og da dette ikke skete,
fandt det endelige Brud Sted, idet det franske Gesantskab
fuldstændig ophævedes, og enhver diplomatisk Forbindelse med
Paven afbrødes. Combes Forklaring af sin Handlemaade blev hilst
med Bifald i Kamrene (S!Ao 1904).
Den "/» 1905 fremlagde da Regeringen sit Forslag om
Adskillelse mellem Ståt og Kirke. Forhandlingen i Deputeretkamret
optog ikke mindre end 48 Møder og bragtes til Ende den 3 7.
Fra alle Sider førtes de betydeligste Kræfter i Ilden. Den førende
Kraft for Loven var Ordføreren Briand, hvis Tankegang var den,
at hvad man end forøvrigt fra radikal Side kunde knytte af
Forhaabninger til Loven, i Loven selv maatte der ikke træde andet
frem, end at den fastslog Statens Overhøjhed i alle borgerlige
Sager og værnede om alles Samvittighedsfrihed. Det skulde være
en Frihedens Lov og ikke en Undertrykkelsens Lov. I det
afsluttende Møde, hvor Kamret vedtog Loven, samlede Briand
sin Opfattelse klart og besindigt og med den tydeligste
Bevidsthed om, hvad det var for en betydningsfuld Handling, der
forestod.
„Det er nu Ansvarets Time. Vi bør ikke vige tilbage for at tage det paa
os .... Mulig føier man i visse Lejre nogen Misfornøjelse med den fredelige
Karakter, vi har givet denne Reform. Thi under de politiske Lidenskabers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
