Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - C. Starcke: Den franske Kirkekamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490
Den franske Kirkekamp 490
Forhandlingen Briand sin Tilslutning ved alle Slags Tilraab. Og
dog kom det til en Katastrofe, der nær havde sprængt
Ministeriet. Aarsagen var Opfattelsen af Prælaternes Forslag, som var
offentliggjort den 28/i.
For Briand stod dette Forslag som en reel Sejr for
Regeringen, idet de derigennem havde anerkendt Princippet om en
Kirkelovgivning, og han havde støttet sig ret stærkt til denne
Opfattelse for at afvise Angrebene paa ham for at være svag og
eftergivende. Da Clémeceau senere fik Ordet for at forsvare det
fremlagte Lovforslag, gjorde han det med stor Varme i Frihedens
Navn. Friheden, sagde han, staar over alle Betingelser, selv over
de Mennesker, som nyder godt af den. Man skal ogsaa unde
sine værste Modstandere Frihed. Han vilde ikke høre op med
at bekæmpe Kirken, men han vilde ikke vælge en Slagmark,
hvor det kunde se ud, som om han kom til at slaas for
Vilkaarligheden mod Friheden. Men derpaa kom han ind paa at omtale
Prælaternes Forslag og karakteriserede det som en daarlig Spøg.
Man raabte da til ham, at Briand havde sagt noget andet, og saa
sagde Clémenceau: „Briand har, som det var hans Ret, ment at
se i Foretagendet en Villighed hos Paven til at forhandle. Dette
kan have en filosofisk Interesse, men jeg taler her om Politik.
Og jeg svarer Eder, at dette uforskammede, uantagelige
Ultimatum viser vi fra os med et Spark. Et Blad har i Morges skrevet,
at Paven nu har sagt til os: alt eller intet! Svaret er selvfølgeligt:
Paven og Gejstligheden faar intet, det vil sige intet uden
Friheden, intet uden den almindelige Ret, den Ret, som vi giver alle
Borgere, vore Modstandere som vore Venner." Disse Ord
opfattede Briand som en personlig Kritik; han forlod Salen, og man
troede allerede paa hans Dimission. Men da Clémenceau blev
gjort opmærksom paa, hvad der var sket, betonede han i de
varmeste Ord sin Enighed med Briand og dennes fuldkomne
Uundværlighed under Kampen med Kirken. Misforstaaelsen blev
saaledes let hævet.
Mere betegnende for Situationens Vanskelighed blev det, at
Loven først efter ret store Vanskeligheder og stærkt ændret kunde
føres igennem i Senatet. Den maatte atter tilbage til Kamret, og
først den 29 s forelaa den fuldt færdig. Efter denne Lov kan
Gejstligheden og Menigheden ikke længere komme i Oprør mod
Øvrigheden ved at fortsætte Gudstjenesten. De kan samles uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
