Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Vald. Vedel: H. C. Andersens Eventyrdigtning (H. Brix: H. C. Andersen og hans Eventyr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
Den Mndersenske Eventyrdigtning 500
kendte Formel i Folkeeventyrene, men i en følsom-moralsk
Oversættelse, som i en eller anden Jugendgeschichte eines
ge-prüften frommen Mädchens" i tyske „Kinderfreunde".
Børnelitteraturen og Folkelighedslitteraturen havde deres
Rødder i det 18de Aarh.s Oplysningsbevægelse. Hjorts „Børneven",
Kaalunds Dyrefabler for Børn og Lundbyes Dyretegninger, der
alle udkom omtrent samtidig med de tidligste Andersenske
Æventyr, hang sammen med hele den fra Tyskland udgaaede
Bestræbelse for at tale til Barnets Hjerte og Forstand i Barnets eget
Sprog. Grimm havde forsøgt at lægge Folkeæventyrerne om i
Barnets Sprog, og den sødligt og følsomt barnlige Stil f. Eks. i
„Tommelise" og „Lille Idas Blomster" minder om den
Grimm-ske. „Nun war das Schwesterchen so müde ... so allein in der
Wildnis,. . . nun war das arme Kindlein in dem groszen Walde
so mutterseelenallein und war ihm so angst." „Chen" og „lein",
„arm", „so", „gar" (ganske, slet (ikke)) — det er helt
„Tommelise"-Barnesproget. Ogsaa de andre Æventyrs mere
humoristisk-ironi-ske Fortællestil for Drenge har før Andersen været forsøgt af
populære og pædagogiske Skribenter. Hør f. Eks. N. Søtoft
kejtet forsøge sig (i 20erne): „Der var en Gang en Konge —
men hvorfor ler I af det? Kongen lo slet ikke, som I skal faa
at høre. Jeg begynder forfra igen. Der var en Gang en Konge,
som var meget bedrøvet, thi han havde en Søn, som var endnu
langt mere bedrøvet og græd bestandig ..."
Og saa er der jo endelig hele Romantikens Æventyrdigtning,
som Andersen paa mange flere Kanter, end Dr. Br. synes at
mene, hænger sammen med. Hans Slobrokkonge, dumme
Minister, eftersnakkende Hofmænd, hans Dronning med Guldsaks og
nysgerrige Hofdamer kommer lige ud fra d’Aulnoys franske
Fe-æventyr, Gozzis Æventyrspil (dem H. C. A. kendte saa vel) og
Romantikernes Eftergørelser. Den litterære Satire mod Heiberg
og „Hverdagshistorierne" er væsentlig en litterær Tradition fra
Tiecks og Hoffmanns Spillen Halløj med Prosaen og Filistrene;
istedenfor Nicolai og Lafontaine indsættes blot Heiberg og Fru
Güllembourg. Og saa er der de mange Æventyroperaer — om
Askepot og Rødhætte, om Tornerose og Tommeliden —■, der
opførtes overalt, hvor Andersen kom rundt; Leopoldstädtertheatret i
Wien med sine komiske Æventyrspil, fra hvilke A. sikkert har
hentet mere end „Lykkens Kaloschers" Motiv; de wienske Æven-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
