Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Ove Jørgensen: Bondemalerne og den latinske Genius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
509 Bondemalerne og den latinske Genius
demandsstil i Botticellis sidste Malerier. Selv i Italien har man
naturligvis malet Kongetilbedelser med en ganske anden Alvor.
Giotto og Tintoretto har uden at prisgive deres Skønhedsglæde
fundet betagende Udtryk for Epiphaniens Mysterium. Men ingen,
der har Blik for Italienerens Kunst, vilde savne Quattrocentoets
sommerglade Barnesind, der med ublaseret Henrykkelse uden at
betænke sig griber efter alt Livets brogede Legetøj. Minos Kunst
er den haarfine Nuancering af de utallige Planers Niveau. Han
forvandler den lyse Sten til et flimrende Spil af Slørtæpper, der
i de skøreste Spidsvinkler forskyder sig mellem hinanden. Det
er den ubeherskede Beundring for det spidse og trekantede, der
særpræger hans Liniesprog. Hans ødsle og fornemme
Ornamentik — oprindelig støttet af den rigeste Forgyldning og Polykromi
— søger sin Lige selv i Florens. For ham er et Tog af stolt
krummede Hestenakker ført af dejlige florentinske Drenge i den
allernærmeste Slægt med Voluter og Acanthus: I trefoldig
Svulmen bruser det frem i hans Billede som et levende Kymation.
For Botticelli er Emnet kun et Paaskud for det mest indgaaende
Studium af Menneskelegemets Former og ikke mindst af dets
Benbygning. Ankler og Haandled, Albuer og Fingre optager i den
Grad Malerens Interesse, at de selv paa Billedets mindst
accentuerede Punkter trænger sig frem som selvstændige Opgaver, der
løses med den pinligste Omhu. Intet vilde ligge Botticelli fjernere
end som Velasquez at resignere paa Gennemførelsen af
Hænderne til Fordel for Helhedens ubrudte Virkning. Desuden var
denne komplicerede Naturs Sans for Linien sygeligt angrebet,
og ikke sjældent, f. Eks. i Primaverafigurens flagrende Gevandt,
inspirerer han sig fra Forestillinger, hvis rette Hjem er i
Galehuset. Men hans sensitive Skønhedssans havde Øje for de fineste
Forskydninger i Læberandens og Haarlokkens Kurver og navnlig
for de faste Lineamenter i Kæbens eller Kindens Konturer og de
buede Flader i Øjets Omgivelser: Mesteren for den sentimentale
Linie blev Italiens udtryksfuldeste Fysiognomiker. Naar han
arbejdede med frie Hænder, omgav han sin tungsindige Madonna
med en Hofstat af drømmende Engle, eller han omskabte det
hedenske Olymp til en Verden af skælvende Vemod. Men naar han
malede Kongernes Tilbedelse for sine medicæiske Mæcener eller
Helbredelsen af den spedalske for det Sixtinske Kapels forfængelige
Bygherre, saa fyldte han sine Billeder med et Galleri af Por-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
