Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Dora Overgaard: Gulspurv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gulspurv
585
Hun maatte nok smile for første Gang paa den hele Tur,
— over det at de gjorde hende til saa ringe en bitte Person.
For hjemme, hvor hun var fra, var det nok ellers mest
Svøbelsebørn, de brugte at skikke den Slags i Vuggen.
Som Tiden nu skred, og det blev vel henimod Aften eller ud
paa Natten en Gang, hun havde opgivet at fatte derpaa, opstod
der paa een Gang et stort Spektakel og en Trampen og
Dun-dren i Gulvet som af et helt Dommedagsvejr.
Tvært igennem saa kom det rygende — og lige derhen, hvor
Trine jo laa i sin Fredelighed og stirrede ret op i Ensomheden
med sit Par ravsprængte Øjenstene.
Sengegardinet blev fiængt fra hinanden, og midt ned i Luften
over hendes Seng sprang der en gnistrende Ildkugle frem —
det var, som om Lynilden slog ned, — og midt i
Fortumlet-heden stod tre hvide Gespenster. Men Spøgelser var det nok
ellers mindst, men selve Professoren med samt hans to
hjælpende Svende.
Hun fik nok bekende det — jo — saalunde som de tog Syn
og Forhør over hendes ganske Person og fordums Levned, det
skabede Fattighusbarn, som hun var, til den Gang Jep Syv tog
hende som brugelig, saa hun sled sig ret som en Menneskestand
til — sled sig højere op endnu. Sled sig Jep Syv og hans Børn
og det hele forgældede Boissted til den Dag, hun stod lovlig Brud
i Sognets Kirke.
Men som hun saaledes laa her i sin hele Usselighed for dem,
og der ikke var den hemmelige Ting, som de jo ikke havde
faaet gransket fra hende, blev den ene af de tre Spøgelser og
han, som nok var Professoren, paa een Gang helt fredelig ved
det. Ja han næsten smilede lidt ud af de skrappe Øjne.
„Saadan en lille „Gulspurv"," sagde han saa mild i Stemmen,
næsten som et Menneske.
„Hun skal ha’ Kræfter," sagde han til Sygeplejersken, der
stod hos og griflede paa en Tavle. „Sørg for, hun faar Kræfter.
Før kan vi ikke låve hende til Menneske igen."
Men som Kundskaben atter for i ham, drejede han med eet
rundt paa Hælen, og hans to Hjælpere drejede rundt bagved,
og en-to-tre for de ud af Stuen igen, som det Vejr, de jo var,
saa Fjælene gav sig, og der stod Stjerner og Sole i Luften om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
