Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Dora Overgaard: Gulspurv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gulspurv
587
for Døden i yderste Tid. Hun skulde maaske paa samme Galej?
og blev lidt forskræmt af Synet? — Skulde ej frygte stort. For
laa hun først bundet til Bordet — og blev ikke kvalt i
Bedøvelsen — og overvandt Tabet af Blod, og Kniven ej smuttede
forkert, det skete jo af og til, saa vilde hun intet mærke, før hun
laa heroppe igen i sin Seng — med Hovedet ned og Benene
op og et Snit saa langt som en Fod eller to — tværs op
gennem Underlivet. Hun skulde ej frygte stort! . . . Det gav et Slags
Gus gennem Trines Person. Hun laa som i Svimlen af rygende
Blod ved Personens saa trøstende Ord.
Hun frygtede nok ikke just Døden, men var helt bekendt
med dens Tanke. Og Legemspine kendte hun ogsaa nok til. Hun
plejede at skrige sig mest fra Talens Brug, hver Gang hun fik
Barn. Hun var nok for klejn til de Dele.
Men lade sig binde op paa et Bord som til Slagt — og skære
igennem, saa Blodet randt af, — og hvis Livet slåp op under al
den Fortræd, — bagefter bringes i Jorden med opsprættet Krop.
Hvis det var paa den Vis, de brugte det her? .... Saa naadig
en Gud, der var til for det mindste Kryb–Hendes bedste
Ven — Han maatte forhjælpe hende ud fra saa syndigt et Livets
Fortab. Saa usselt et Menneske hun var. Hun maatte dog blive
forundt en kristelig Død herfra–-
Ansigtet krympede ind til en Plet. Der blev blot Øjnenes
gule Emaille igen. Stuens Personer og Dagens Forløb blev ganske
uvedkommende Ting. Og Maden især som et stort Besvær. Den
satte sig fast paa Tungen og gav sig Tid, ret som vilde den
bedes helt hjerteligt om at flytte sig videre ned gennem den
lukkede Hals. Men Sygeplejersken passede sin Pligt. Hun
talte Madstykkerne, der blev bragt ud og gav en Kommando.
Hvem var Patienten, der levnede Maden? Det gik ikke an, hvis
Professoren kom. Og gjorde man bare det bitterste Vrøvl, sagde
hun, saa blev man blot bundet i Sengen med en Tragt sat for
Munden, til Portionen var kommet ned.
Hun smilede rundt som en særdeles Gunst. Det skulde nok
høres for Spøg. Men Spøg var det mindst, saa myndigt hun
sendte Øjnene ud over Trines bitte Person.
Hun maatte nok lystre Parolen — aa ja — og se at faa
Maden paa Plads ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
