Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Harald Nielsen: Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
598
Bøger
Ordet, som skulde trylle Menneskene og Byen frem, det har man glemt.
— Det er, fordi det er mørkt, jeg kan holde saadan en lang Tale.
Det sidste føjede hun til med ei Suk og et nyt lille Smil. Saa stod
vi lidt tavse."
I saadanne velsagte og dæmpede Bemærkninger er der nedfældet
en Side af vor Dannelse. Saa almindelige er de stemningsfulde og fine
Ting blevne os, saa dagligdags kan de siges. Aldrig er denne den
smukkeste københavnske Tone anslaaet med større Sikkerhed. Men
lytter man, vil man høre den Anstrengelse, hvormed Stemmen er
fastholdt i samme klangløse, enstonige Leje. Den bevidste Hensigt, der i
det mindste forringer Nydelsen, røber sig f. Eks. i Brugen af Ordet
„nogen" i Stedet for „nogle", ogsaa i Tilfælde, hvor det korrekte
Udtryk vilde have været det naturligste og mageligste. Bogen indtager og
optager, men trods alt gaar man ikke trygt paa denne velholdte og
asfalterede Overflade. Man lokkes stadig ud af sin Forbeholdenhed og
maa stadig igen springe tilbage paa den som det sikreste Standpunkt.
Læseren tvinges atter og atter tilbage til „den kolde Retfærdighed",
han hellere end gerne vilde opgive for en „grebet" Partiskhed.
Det er — saa snart man standser — som om en Overflade
bristede under en, og man pludselig stod i noget, der aldeles ikke svarede
til den — noget, der er ganske uforarbejdet. Saaledes røber
Misforholdet mellem Form og Indhold sig trods al anvendt Omhu. Det er
den hemmelighedsfulde Uro i Simon Kochs Bog, at den er gjort færdig
udefra omkring et Stof, ved hvilket der saa godt som ikke er rørt. Den
minder om de Huse, i hvilke det spøger af Sjæle, der ikke er blevne
forløste.
Det vilde være let af hvert Aars Litteratur at udtage en Række
Tilfælde, der kunde tjene som Randnoter til Konflikten i „Digteren"
og belyse den som triste, komiske eller banale Eksempler. Thi vore
Dages Digtere har det meget ondt og er virkelig til at beklage. De
maa for at kunne færdes i Tidens gode Selskab være alt andet, inden
de kan tillade sig at være sig selv. De maa være Forretningsmænd og
Venstremænd, Socialdemokrater, Antimilitarister eller det omvendte. Vil
de gælde for noget, maa de kritisere Ægteskabet, Karlekamrene,
Svineslagterierne, Straffelovgivningen, selv om de maaske langt hellere vilde
skrive harmløst om den gode Sol og det underlige Menneskehjerte.
Uden at de selv ved det, ændres deres Blik efterhaanden. De
møder paa deres Vej gennem Livet sjældnere og sjældnere Mennesker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
