- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
611

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eneboerne

611

for Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor 0 lavere,
helt bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der
en lang Birkelund, — men naar man er oppe paa de højeste
Steder, kan man se Vandet langt omkring og de andre Øer,
ligesom Hækkene og de klippede Buksbombuske i Haven hjemme,
— ak, jeg er ked af, at jeg nu ved saa meget mere end I og
kender saa mange Ting, som I aldrig har set, — og hjemme var
jeg altid den, der vidste mindst Besked, og alle andre Mennesker
kunde sige mig meget mer. I maa ikke glemme mig og lad
heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig, men hils alting.

Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og
burde, — og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan
ikke slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang
Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi
har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det.
Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre
Mennesker ikke kan tro det — og det mest forunderlige er, at
lige fra først af har det været, som om det var det eneste, der
var rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags
Sandhed. Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene
her, og inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og
hermed begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer,
hvor forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her,
og denne Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres.
Dog svarede jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i
Haanden og bukkede for mig. Han sagde: „Godaften Madame.
Har jeg ikke den store Ære at tale med Fru Vandamm." Og
hele Tiden ledte han saa besynderligt efter Ordene; det var saa
mørkt, at jeg ikke kunde se hans Ansigt, men jeg kunde se, at
han var i Uniform og han stirrede paa mig hele Tiden. Jo jeg
er Lucie Vandamm," sagde jeg. „Velkommen hertil, Fru
Vandamm," sagde han, „jeg er Christobal Christmas, altid Deres
ydmyge Tjener." — Hvorledes skal jeg dog forklare eder, som
er saa langt borte, hvordan det var, alt forandredes fra det
Øjeblik han kom ind i Stuen, og det var, som om jeg stred imod
at drages med ind i denne Forandring, da jeg sagde: „Hvor
kommer De dog fra," men da jeg havde spurgt, i samme
Øjeblik syntes jeg, det var helt meningsløst. Jeg har været længe
her," sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa Gulvet,

39*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:51 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0627.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free