Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
612
Eneboerne
ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og jeg
kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et
Øjeblik, Fru Vandamm," spurgte han, og da jeg svarede ham, satte
han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at
han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret.
„ Kommer De fra England, Fru Vandamm," sagde han. Jeg
fortalte ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt,
og hans Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer.
„Sig mig, vær saa god at sige mig," sagde han, og med eet var
hans Stemme saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel
ikke, Fru Vandamm, en Familie Christmas dér, Fru Christmas
og hendes Barn." Jeg tror det ikke," sagde jeg, „jeg kan ikke
huske det," „Vær saa god, gør mig den store Tjeneste, Fru
Vandamm, at prøve at huske det," sagde han og sad ganske stiv og
lagde med et begge sine Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror
det ikke," sagde jeg, „vi kendte saa faa". „Men har de ikke hørt
om dem nogen Sinde," sagde han, „Fru Horatia Christmas fra
Dublin, hun var født Ward, hun havde et Barn, jeg ved ikke,
om det var en Søn eller en Datter, men det maa være" — han
sad længe og tænkte sig om, — „omtrent paa Deres Alder." —
Var det nu ikke forunderligt, er det ikke forunderligt, at jeg kan
huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham, at jeg kendte dem ikke,
og jeg var lige ved at græde derved, fordi hans Stemme var saa
hjerteskærende. „Maaske," sagde han, „vil De være saa god at
spørge Deres Mand. Og nu," sagde han og rejste sig, „skal jeg
ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil befinde Dem vel
her. Godnat." Han bukkede dybt, men han tog ikke min Haand,
og derpaa gik han og da, — saa snart han var ude af Stuen,
var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at høre,
og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at se.
Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og
jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men
I kan ikke tænke jer, hvordan — det var som om det tog en
Maske paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om
dette. I er de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk
da paa mig, send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting
hjemme. O I vil ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders,
stedse tro Søster
Lucie Vandamm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
