Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
620
Eneboerne
rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med det
bedrøvede Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet,
men rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn
af ham, hun hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev
staaende ubevægelig. —
Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min
Mand. Hun hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin,
og da han kom ind, vendte hun sit Hoved og saa paa ham med
et besynderligt, jammerfuldt Udtryk, men hun saa paa hans
Ansigt, hvor dybt han var inde i sine Tanker, og han, der havde
siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens Mørke. Ligesom den
anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod op paa
Murstenskanten: „Du synger," sagde han. „Nej, ikke mer," sagde
hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa
ud. „Det blæser op," sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik
havde hun faaet en Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen,
Klipperne og Havet og den uhyre Ensomhed, som var deres
Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte, da den var
forsvundet: her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke paa.
Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er
hyggeligt inde. — Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin
Mand, vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle
ham alt, men hver Gang var hun lige langt derfra, — hun vidste,
at han aldrig vilde tro, at det, hun vilde fortælle ham, var sandt,
og endnu mere, at det efter hans Begreber om Sandhed heller
ikke vilde være det. Desuden begyndte at komme over hende,
ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af vaagen
Drøm, hvori hun længe skulde dvæle.
Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt
og ked af at sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig
og gik ud. For hende havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt
Udtryk og Tale, at det var, som om den kolde fugtige Luft
uden for lagde sin Haand, idet den slog hende imod, ikke blot
paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa
tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun
lukkede Døren, tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er
bange. Hun gik ikke ret langt bort fra Huset, men blev ved at
gaa op og ned, op og ned. Da hun vendte om, engang, saa hun
Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er Eugene, der er kommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
