- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
624

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

624

Eneboerne

hed, Havets og Luftens som Enhed, men Luftens synes at være
bundløs Fred, Havets bundløs og uendelig Uro. I den Verden,
hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet Brødre, udelelige, en
og dog tre, blandede i en evig og guddommelig Harmoni, men
undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage klinger
Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes
at være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage,
i Høstaftener hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange
drager Havet sine Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin,
og vi lytter bævende til dets mægtige Hjertes Musik. —

Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende
imod Øen, i Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød
dets evige Sjæls evige Klage højt.

Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig
for at gaa ind, stod en Mand lænet til Klippen og betragtede
hende, hun løftede begge Hænder mod Hjertet, ligesom han selv
havde gjort, da han den første Aften spurgte hende om nyt fra
sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og kendte ham igen.
„Godaften," sagde hun blidt, men han svarede ikke. „Hvor smukt her
er," sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed bævede i
hendes Stemme. — Han svarede ikke straks, skønt han blev ved
at se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem", og
begyndte at gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser," sagde
han, „hvorfor kom De dog herud. — Javist, her er smukt, men
det er ikkç nogen Skønhed for Dem. For Dem er Deres Hjems
Rosenhave. Naar rejser De herfra." Hun saa op paa ham. „Det
ved jeg ikke," sagde hun. „Ved De det ikke," sagde han, „har
De da ikke forstaaet? — hvorfor vil De dog blive?" De var nu
kommet hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden
for. „Hør mig nu," sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru
Vandamm, som Deres, — ja som Deres Ven, De maa rejse bort
herfra, — De kan ikke holde det ud i disse Storme, og langt
mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog bort,
mens der er Tid." „Hvorfor?" sagde hun. „De bliver jo bundet
hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal
rejse bort. Endnu kan De forlade det." Hun saa rundt og følte
selv, med hvilken uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted.
„Er denne Kulde," sagde han ganske langsomt og uden at se
paa hende, „er disse Storme for Dem, er de døde og fordømte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:51 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0640.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free