Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
627
glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit
Liv, der blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens
den Tanke er forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer
brænder vore taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige
Længsel efter at faa Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde
hilse mig ved min Hjemkomst fra min lange Rejse og ikke noget
Gensyns Glæde varme mit eget evig kolde Hjerte — men vil
de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der være nogen
Erindring om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal vinde
Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede,
Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, — vi
maa præge Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal
lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. — Hvad taler jeg
til Dem om dette for? Lad mig gaa bort, jeg vil ikke strø min
øde Sorgs Aske paa Deres unge Hjerte." „Tro ikke, fordi du
gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig," sagde hun, „altid, altid,
i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være med." Han tav
en Stund. „Ak, da har du glemt," sagde han, „hvor hurtig I, der
lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil
du huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser,
vil du bevare Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn
paa dit Skød. Vil du huske mig, naar du danser til Violiner
og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har været haard imod os,
lad os holde sammen imod den, og udslette dens Haardheds
Spor, jeg vil tie og du vil glemme." „Nu," sagde hun og
lagde begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt.
Vil jeg se dig igen?" „Nej," sagde han, „spørg mig ikke. O, nej,
nej. Skulde jeg føre dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs
Land, vil din Sjæl lænkes til dette forhadte Sted. Nej Farvel,
nej nu farvel. For evigt og for alle Tider farvel." Hun lukkede
Øjnene og sagde. „O, jeg kan ikke forstaa dette. Hvad er dette
og hvorfor?" Og da hun aabnede dem, var hun alene, og kun
Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og
støttede Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed," raabte
hun mod den ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin
Haand. —
I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den
næste, gik hun som i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet
hende og hyllet hende helt ind. Den grænseløse Medlidenhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
