Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
635
nærmere — det var Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet
ned fra Klippen den første Dag, de var paa Øen. —
Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie
om Eneboerne med et Brev:
D. 27. Dec. 1779.
Min Ven og Velgører.
Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker
lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det
synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige
Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som
ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er
allerede fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først
holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg
fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var
hun sikkert ikke klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig.
Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende
Væsen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt
mine Tanker bestandig søger dertil, mere om Døden, og hvad der
findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem,
hvis Tanker søger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres
Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne nægte mig den, og jeg ved,
at jeg aldrig vil være i Stand til at modtage den. Jeg har
begravet Lucie her paa Øen, det vilde være umuligt at føre hende
tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg næppe tilbage
snart. Efter at jeg har ofret alt for det Værk, jeg nu er i Færd
med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage
til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved
ikke, om det nogen Sinde skal blive færdigt, thi mine Tanker
er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden
tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det blive Tilfældet, at jeg
mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke
kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive,
hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er
der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa
være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, sørger
sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres
højtelskedes Grav. Bestandig Deres Eugéne Vandamm.
OSCEOLA,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
