Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Alfr. Ipsen: En amerikansk Naturdyrker. Henry David Thoreau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
662
En amerikansk Naturdyrker
byggede sig et nyt Hus, overtog Henry den største Del af
Arbejdet derved og udførte denne Opgave med den ham særegne*
taalmodige og stille Flid og fremragende mekaniske Dygtighed.
Ogsaa under sin sidste svære Sygdom, der holdt ham næsten
to Aar fængslet til Huset, ophørte han ikke at være den
livsglade Filosof, han altid havde været. Jeg glæder mig ved mit
Liv saa meget som nogen Sinde," skrev han til en Ven. Og
efter hans Død udtalte hans Søster sig saaledes om ham: „Det
var ikke muligt at være sørgmodig i hans Selskab. Ingen mørk.
Skygge har nogen Sinde fordunklet mig Erindringen om min
elskede Broder. Hans hele Liv staar for min Sjæl som et stort
Vidunder."
Han havde haft et stærkt Legeme, og han havde ved
hærdende Savn gjort det til et villigt og lydigt Redskab for sin Aand.
Men ved en Udflugt til Bjærget Monadnoc, paa hvis Top han
udsat for Vejrligets Omskiftelser og dets Haardhed havde
kamperet seks Dage og seks Nætter, havde han paadraget sig en
heftig Forkølelse, som han ikke kunde komme sig for. Den gik
over til Lungesvindsot, der i to Aar undergravede hans
Livskraft. Men han saa med mandig Ro den sig nærmende Død i
Øjet. Da en af hans Bekendte mente, at han skulde trøste hamr
svarede han:
„Da jeg endnu var ©t lille Barn, sagde man mig, at jeg
skulde dø. Det har jeg mærket mig, og jeg er altsaa ikke bleven
skuffet." Paa Spørgsmaalet, om han havde forsonet sig med sin
Gud, svarede, han, at han aldrig havde lagt sig ud med ham, og
da man henviste ham til den næste Verden, svarede han: „Kun
een Verden, paa een Gang."
Saaledes var denne fromme Natursværmer, der minder om
de ædleste af Oldtidens Filosoffer.
Han blev begravet paa den lille Landsbykirkegaard i
Concord, omgivet af sin Slægt og sine Venner. Paa det Sted, hvor
hans Skovhytte havde staaet ved Søen Walden, har man rejst ham
et Mindesmærke i den enkleste Form, et Monument, der staar
i nøjeste Samhlang med hans jævne, ukunstlede Natur. Det er
en Hob af hvide Kiselsten, der er sanket sammen af hans
Venner og Aandsfrænder, og som vokser fra Aar til Aar, da enhver
Ven af hans Digtning, der paa Valfart besøger dette Sted,
forøger Stenhoben med endnu en Sten, hentet op fra Bunden af
det klare Vand, som han elskede saa højt. Alfr. Ipsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
