Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - J. Normann: Moderne Sceneinstruktion. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
673 Moderne Sceneinstruktion
Denne Reformation skabte med eet Liv i hele den klassiske
Litteratur, som førte en døende Tilværelse rundt paa tyske
Scener, og en fornyet Sans for scenisk Liv, for Helhedsstemningen,
for Grundtonen i en Digtning. Og naar Georg af Meiningen
over alt i Indlandet og i Udlandet mødte Bifald og Tilslutning,
skyldtes det først og fremmest den Omstændighed, at hans
Reformer traf ind paa det rette Tidspunkt, idet de var i rwer Slægt
med de franske Romanforfatteres Krav paa Respekt for Miliøets
Magt, som paa de Tider ogsaa var begyndt at gøre sig gældende
i andre Landes Litteraturer.
Efter ti Aars Forløb var dog Meiningernes Banebryderrolle
udspillet; de evnede ikke at føre deres Ideer fra det klassiske
Repertoire over i det moderne, forsøgte i hvert Fald kun enkelte
Gange derpaa (Gengangere). Og efterhaanden svækkede den
deklamatoriske Stil, — som Laube ikke havde yndet, men som
de mente hørte til Fortidsdramerne, — Stemningen og dermed
Tilskuernes Interesse, som samtidig toges stærkere fangen af den
ny naturligere Spillemaade og Instruktion i nyere Skuespil som
Ibsens. Det gik Meiningerne som de franske Skuespillere i
tidligere Tider. Deres traditionelle Spil stemte ikke sammen med
det livfulde Scenebillede. Dog, allerede da var deres
Instruktionsmetode naaet ud over Landets Grænser.
Da André Antoine i 1887 stiftede Théatre libre, var han led
og ked af den samtidige franske Sceneinstruktion og søgte
Impulser til at forny den. Han havde ganske andre Ideer om
Menneskefremstilling end de gammeldags Sceneordnere paa Français,
der ved deres Respekt for Traditionen irriterede hans livlige
Sans for det naturlige. Medens hans litterære Venner, som Jean
Jullien i dramatiske Tidsskrifter rent teoretisk førte Kampen
mod Modstanderne, satte han praktisk sine Ideer igennem ved
sin Instruktion og ved jævnlig at opføre ligesindede Forfatteres
Arbejde (Jullien, Curel, Donnay o. a.). Som disse stræbte at
skildre Mennesker, ikke Problemdukker som Dumas, bestræbte han
sig for at tvinge sine Skuespillere til at bevæge sig frit, glemme
alle konventionelle Udtryksmaader, kortere sagt leve paa Scenen.
Han foretrak en slentrende Gang frem for en afmaalt Pasgang,
han vilde hellere se at tvinge en Kunstner til at føie sig
uafhængig af Omgivelserne ved, om det skulde være, en hel Akt
Tilskueren 1907 43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
