Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - V. V.: Folkets Tjenere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkets Tjenere
691
kun er gavnlige Reaktioner mod tidligere modsatte Udsving, lige saa
vist vil en Dag Livets Bevægelse svinge i modsat Retning — i
aristokratisk og individualistisk Retning, og da o ve! vil vore fremskredne
Radikale let udsætte sig for at være Bagstræbere. De tænker dernæst
heller ikke paa, at Bevægelsens Tempo er lige saa vigtig som
Retningen. Fordi visse Ideer og visse Livsformer en Gang i Fremtiden
vil være de rigtige, er de ikke rigtige nu; Nutiden har sin Ret lige
saa godt som (og for Øjeblikket mere end) baade Fremtid og Fortid,
og det er lige saa urigtigt at være Republikaner for Tiden i Rusland
som at være Monarkist i Frankrig. At være forud for sin Tid er lige
saa kompromitterende for en Politik som at være efter den, thi det
eneste Ideal for en Politik er den Ordning af Samfundet, som
Samtidens Liv er bedst tjent med. Man kan godt være Fritænker, hylde
„fri Kærlighed", sværme for Verdensfreden og Republiken og dog
stemme for Kanoner og Civilliste og holde paa Ægteskab, ja! selv
paa Katekismusundervisning.
Men det nye Løsen er ikke blot: radikal, det er socialradikal.
Tilføjelsen er et nyt Eksempel paa Formumming, Beskyttelseslighed som
Led i Tilværelseskampen. Reformvenstres Reformer, Philipsens
Liberalisme — de er ikke „sociale" nok; man maa bære Ordet som
Partimærke. Det skal tage af over for Socialisterne eller tage det op med
Socialdemokraterne ved at benytte deres Varemærke over for Folket.
Thi socialt betyder folkeligt, og Folket betyder de, der lever af
legemligt Arbejde. Og det er dem, der i det politiske Liv er Arbejdsgiverne,
dem, hvis Stemmer et Parti i et demokratisk Land skal leve af og som
de politiske Arbejdere derfor maa staa til Tjeneste for. De
socialradikale reklamerer da med at være i en ganske anden Grad Folkets
Tjenere end de liberale var det.
Thi „Folket", Socialdemokratiet, — alle ved jo, at Perturbationerne
inden for det liberale Parti kun er Fjernvirkninger af disse Magter.
Nu knaldede Arbejdsgiverne igen med Pidsken, — man maa selv
se efter i Referatet, hvordan den store Bastian i Raadhussalen
med faderlig bedrøvede Ord maatte tage Tugtens Ris i Haand, da hans
„Advarsler" ikke havde frugtet, og hvordan han fik baade retfærdige
og uretfærdige til at ryste i Bukserne med sine Ord om, hvordan man
overhovedet efter dette skal kunne „stole paa et liberalt Parti, der ikke
rent og klart stiller sig paa Arbejdernes Side"; og saa var Borgbjergs
Tale dog som Kys og Klap mod, hvad „Socialdemokraten" har budt
Partiet i Maanedens Løb. Begge Steder var imidlertid Undsigelsen og
44*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
