Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1907 - Thit Jensen: Der gaar Sagn!...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
748
Der gaar Sagn!
glidende langs Tidens Baand. Han var naaet ud over Dagene,
hans Sorg var som Evigheden, bestandig den samme. Tiden gik
eller gik ikke, den var slet ikke, Dag fandtes ikke, og Nat
fandtes ikke, og lyst og mørkt og al Farve var hinsides Intethedens
stille, toneløse, ensgraa Vande.
Konrad von Schlieszen var naaet uden om Guds Rige,
derhen, hvor godt ikke findes og ondt ikke er, der hvor kun de
kommer, hvis Sjæle synker til Bunds i Lidelsens Dyb og
ophører med at være.
Saa skete det, at en Dør gik op, hylende paa rustne
Hængsler, og Lygtelys faldt ind, guldgult som sigtet gennem en fin
Orangeskal — og raa Hænder ruskede i Fangen!
Da Konrad von Schlieszen gennem Sorgernes Mørke var
naaet bort over det værende, ind i Forstummelsens Nat — da
søgte det værende ham, Livet, som er Lys, Lyde og Berøring,
det søgte ham op, fordi det troede sig i Stand til endnu en sidste
Fortrædigelse: Konrad von Schlieszen skulde legemlig dø, før
helmede det ikke.
Og det sendte ham sin Bærme, raa Dyr, udrustet med
primitivt Vid, Menneskehunde, der stank af frisk Kød og snaskede
med fugtige Snuder i hans søndrede Hjerte. De lod det gule,
bløde Orangelys falde paa hans Aasyn, der var hvidrunkent som
druknedes Hænder og besynderlig tavst — næsten som havde
hver eneste Pore lukket sig til lig Blomster i Natten. Og liast
saa det ud, som om Lyset skammede sig over sin nyfigne
Frækhed, det veg til Siderne, det flakkede, det undveg hans Øjne.
De holdt ham imellem sig, de halvvilde Mestermandssvende,
drejede ham om og tvang ham mod Lyset, det skulde fornøje
dem at se, om den fornemme Ridder var jordslaaet af Taarers
Fugt og gnavet af Græmmelsens hvasse Rottetand — og de lo
og ligned hans Aasyn ved en Bøttefuld Mælk og slabrede med
Tungerne.
Leende huggede de med Brækjern og Køller et gravlangt
Hul i den tykke Mur, og med dybe Buk og grinende Munde
bød de ham forføje sig til Hvile. Snart skulde de sænke foran
ham et Forhæng af svære og kostelige Mursten udsyet i alle
Huller med Kalkens hvide Fylding og glattet smukt med Mur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
