Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1907 - Thit Jensen: Der gaar Sagn!...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
750
Der gaar Sagn!
Rugende Mørke skifter hastigt med Strejf fra en flygtende
Maane, blegagtigt Lys jager, svøbende sig som Spøgelsers
magiske Klædebon, henover Birkens graanende Stamme. Og
Stormen flaar med tusinde nænløse Hænder de guldgule Blade og
strør dem vide om Borgen — som en Sværm af gyldne
Smaa-fugle, der jages til Døde i Natten. Men Mørket er som Skum
fra Naturens vældige, oprørte Hav, et mulmsort Skum, der
kvæler de blege Lysningssvøb og sluger dem — eller som en stor,
verdensfordunklende Ravn, der i larmende Sus basker med de
kulsorte Vinger.
En Jætte lig staar den murede Hvælving med de mægtige
Stenfødder dybt i Slotsgravens Vand, bærende Vindelbroens Taarn
paa sin brede Skulder––-
Og ud fra den Hvælvings dybe Skygge glider for tredie Nat
en lille Baad, kun som en langagtig Plet, et Mørkestrejf, et Blad
kun, der flyder, vuggende baaret paa Krusningens Ryg. Intet
Aare-tag ses, ingen Bevægelse fanger Øjet, der muligvis lurer og
spejder gennem Mørket. Strømmen bærer fra Hvælvingens Dyb
sagtelig til Taarnets Mur, inden for hvilken Konrad von Schlieszen
hviler i sin dødsvangre Alkove.
Og voksende langsomt op af Baadens Bund staar tre Mænd,
en griber om Muren, to løfter Armene, i Hænderne har de
Hamre omsvøbt af Fløjel. Med brændende Iver hugger de
videre paa det Hul i Muren, de for to Nætter siden begyndte,
løsner varsomt Sten efter Sten, som Vandet lydløst svælger. —
I Nat skal de ind, maa ind. Og de hugger og hugger med de
fløjelsklædte Hamre, duppe Slag, der ikke klinger, ikke forraader,
Slag, der ligesom medvidende tier!
Konrad von Schlieszens Liv staar paa Spil.
„Hug til!" hvisker den hidsige Hans af Bajern, men Kurt
von Frauenthal dæmper hans Slag — kommer de for silde, er
ikke mere tabt, end om Vagten hører og fanger dem alle ind.
Og om nogen faar at se dem der, da ser de samlede ud
som et stort, søstjerneligt Vandtrold, der halvt rejst af Gravens
Bølgeseng, med mange ivrige Munde famler op om Muren og
slikker den grønne Skimmel. Og den bitre Vintervind bider
hidsigt, ret saa det knager i den gamle Røn, kyster med Bladenes
Flige, der er som dunkelrøde Tunger, og slynger dem skrattende
mod Vagttaarnets Rude. Dumpt skurer det, naar Hvælvingen ru-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
