Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - Gerhard Schjelderup: Edv. Grieg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
823 Edvard Grieg
Grieg er frem for alt Lyriker, — for de store vældige Brus
i Norges Natur havde hans Kunst ikke Plads, han er urolig og
ofte sønderrevet. Han er ingen Adagio-Komponist — sjælden
dvæler han i en bred rolig Stemning — lidenskabelige Rytmer
bryder snart Fortryllelsen, det bruser og stormer — og hans
større Arbejder ender næsten altid i en vild presto af Livslyst
og Overmod.
„Olaf Trygvason" viser en endnu uudviklet, men rig og
ejendommelig dramatisk Begavelse, som ogsaa skimter frem i mange
andre Værker. De store symfoniske Udviklinger synes at ligge
hans Natur fjernest, ligesom han mærkelig nok altid omgikkes
Orkestret med en vis ærbødig Ængstelse.
Jeg har i min Biografi forsøgt at analysere Griegs enkelte
Værker og give en Idé om det Indtryk, de gør paa mig. Om
„Klaverkonserten" skriver jeg
„For mig er dette Værk som et Symbol paa vort Folks
overstrømmende Kraft. Jeg ser for mig hele Norge i dets uendelige Afveksling
og faste, storslagne Énhed. Billedet ligesom fortætter sig til en fossende
Elv, der i ubændigt Mod baner sig Vej gennem Ur og Vildmark,
mellem lodrette truende Fjeldvægge, over svimlende Slup i lunefulde Kast
og trodsig Vildskab. Undertiden gaar Strømmen roligere, saa Himlen
spejler sig i glitrende Hvirvler, undertiden leger den lystig hen over
Smaastenene — saa kommer en bråt Styrtning, med Skumhvirvler og
utaalmodig Brummen — højt oppe i Taageslør hopper slanke
Fjeldbække med Sølvbælte om Livet ned i Moderens ømme Arme, medens
Solstrejfene kaster Stænk af blændende Lys paa de fugtige Fjeldvægge
— vildere og vildere raser Elven, indtil den kaster sig udover i en
tordnende Fos! Kan man tænke sig en mere rivende Fos end den
store Kadenz i første Sats, hvor Pianoet naar en utrolig Vælde og
Stor-jhed! Overalt koger og skummer det, Spruten staar os i Møde, og hen
over os jager en Storm, Fossens alt betvingende Aande! Saa finder
den lunefulde Strøm pludselig paa at danne et ensomt Fjeldvand,
omgivet af Tinder og Bræer, som blændende spejler sig i den „stille Sø",
som ligger der og drømmer om Uendeligheden. Men ikke længe varer
denne Fromhed — utaalmodig ryster Elven sine spænstige Lemmer
— videre gaar den vilde Fart, mere og mere ubetvingelig, stadig mere
livsjublende i al sin Ungdomskraft, utaalmodig efter endelig at se
Verdenshavet — Geniets Historie fortalt i glødende Farver og med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
