- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
833

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

833 Goethe og Kvinderne



der først nu var afsluttet, rejste hans unge Evner sig i samlet
Kraft og Skønhed, og da han netop i denne belejlige Time,
gennem Herders Tale om Poesien som Menneskehedens oprindelige
Sprog og gennem hans Lovprisning af Bibelen og Homer,
Folkeviserne og Shakespeare, fik Mod til at tro paa, hvad han
hidtil af Respekt for Skolevisdommen i Leipzig havde ment at
maatte kaste til Side, saa vaagnede, med alt det gamle og kære,
Digteren i ham, og de første Toner af Faust summede og sang
i hans Sjæl.

Midt under denne frugtbare Gæring kom han paa en af sine
Strejfture i det dejlige Elsass til Sesenheim Præstegaard, og der
gik, med Friedericke, først Lykken i al sin Glans op for ham.
Først nu flk alt det nye, som brødes i ham, Midtpunkt. Naar
han sad paa Bænken under Bøgene og saa paa hendes aabne
Ansigt med de skære Farver, de store blaa Øjne, den raske
Næse og det blonde Haar, hvis lange Fletninger syntes for tunge
for det fine Hoved, naar han vandrede med hende ud over
Markerne, og hun sprang fra ham for at plukke en Blomst,
eller hun, let som en Raa, satte i Løb hen ad Stien og vendte
tilbage, roligt aandende, ligevægtig som altid, da fyldtes han af
en Glæde, som han vel glimtvis havde anet, men aldrig vovet at
tro paa.

Hvad der helt skal fylde Sjælen maa om ikke altid saa dog
i sin højeste Form være overstraalet af Glæde, thi Glæde er
Samstemning mellem det ellers uforenelige og er derfor den
eneste Form, hvorunder et Menneske føler sig i Besiddelse af
hele sit Væsen. En saadan Glæde slaar ud af den Lyrik, der
sprudler i Sesenheim. Han har siden besunget mangen en Kvinde,
og op i Aarene, da hans Talent udfolder sig, faar hans Lyrik
dybere Farver og fuldere Klang; men i den senere
Kærligheds-lyrik er der altid en Tilsætning af noget tungt, noget i Lighed
med Omkvædet til Lili: Liebe, Liebe, lass mich los.

Men Friedericke Sangene er lyse og skære som Vaaren —
ogsaa den vemodige Heidenröslein, der slutter Rækken, har de
skære Farver — og Majvisen er den lyseste, som den er den
rigeste af dem alle. Thi al den Foraarsstemning, der har
opsamlet sig i ham fra Strassburger Dagenes Samliv med Herder og de
muntre Venner og fra Friluftslivet imellem Elsass’ grønne Bakker

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0853.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free