Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
842
Goethe og Kvinderne
om Digterens Selvanklage og om Friederickes stille trøstesløse
Graad. —
Men Margarethe er ikke formet efter Model saaledes som f.
Eks. Lotte i Werther efter Amtmandens Datter. Som den typiske
Skikkelse hun er, er Træk fra alle Sider overført paa hende.
Efter det ydre minder hun om Biografiens Gretchen, hvis Navn
og udvortes Forhold i Forbindelse med hendes naive Ynde
spiller paa en Lighed. En Scene som den, hvor hun sidder ved
Vinduet i den låve Stue og spinder paa sin Rok, er øjensynlig
overflyttet til Faust. Sceneriets Lighed med Omegnen af
Frankfurt leder da ogsaa Tanken hen paa hine Tider. Andre Motiver
er kommet til fra Annette. Hendes Forsøg paa at omgaa sin
Moder svarer til Margarethes skjulte Fremgangsmaade, ligesom
hendes naive Egoisme og hendes varme Sanser er Elementer i
dennes Natur. Endelig kan Charlotte Buffis moderlige Væsen
over for sine smaa Søskende have algivet Motiv til Margarethes
Omsorg for den lille Søster.
Men Karakterens Stamme er Friederickes; thi gennem
Frie-dericke har han en Gang for alle faaet det Indtryk af det
kvindelige, der ikke blot bestemmer saa godt som alle hans senere
erotiske Oplevelser, men som ogsaa har præget hans Digtning.
Det aabne og fuldt fortrolige i Margarethes Smaasnakken, naar hun
fortæller Faust om de hjemlige Forhold, Faderens Død, Moderens
Sygdom, og den lille Pige, som hun i de lange Nætter bar
nynnende paa sine Arme, det yndigt ubevidste, som ikke aner, hvor
hun forraader sig, naar hun plukker Bladene af Blomsten og
mumler: elsker — elsker ikke — elsker, det uskyldigt
forfængelige, naar hun staar for Spejlet med Faust’s Smykker, den
bekymrede Omsorg for hans Kristendom, — alt dette er lutter
oversatte Indtryk fra Sesenheim.
Men frem for alt er det Kærlighedens Idealisme, han indtil
den yderste Konsekvens overfører paa Margarethe. Allerede inden
Mødet med Faust viser hun det afgjorte i sin Natur ved den
naive Erklæring, at hun kunde aldrig knytte sig -til nogen Mand,
fordi hun ved, at hvis han blev taget fra hende, maatte hun dø
af Sorg. Og efter Mødet er det ud fra den samme Idealisme
hun glemmer Ære, Vedtægt, Moder, Broder og drives ind i
Forviklinger, hvis Rædsel hun først bliver sig bevidst, da de er
over hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
