Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - Leonid Serafimowitsch ved Thor Lange: Mellem Rørene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mellem Rørene
855
Han er skudt. —
Politiunderofficeren bøjede sig ned til den liggende og fik
ham i en mere bekvem Stilling. Det var Ivan Sidorkin. Han
stønnede egentlig ikke, men ved hvert Aandedrag klukkede der
noget inde i ham, den røde Plet paa Skjorten blev større og
større. Han fik lidt Brændevin hældt i Munden.
Saa satte Toget sig i Bevægelse, Robaaden foran og
Barkassen langsomt bagefter. Dens Prusten var nu blevet rolig og
besindig, som om den følte, at Kampen var forbi og at der ingen
Grund vilde være til at anstrenge sig mere over for den stakkels
Baad med de døde Fisk og den halvdøde Mand. Og Natten
havde tabt sin Stemning af Mystik. Det var blot blevet koldt og
om muligt endnu mørkere, saaledes som det plejer at blive
umiddelbart før Solopgang. Morgenbrisen løb gennem Rørerne og
flk dem til at ryste, som om de frøs.
V
Da de lagde til i Baadehavnen ved Kosakbyen, stod Solen
op. Den lyste gyldenrødt over Engene langs Floden, over
Smaa-husene mellem Kirsebærhaver, over den lille Dampbarkasse og
over Baaden med de døde Fisk og den bevidstløse Mand. Hans
Ansigt var blegt, Øjnene lukkede og Tænderne krampagtigt
sammenbidte bag den opadtrukne blaalige Overlæbe. Af Aarer
og Fiskegarn blev der improviseret en Bærebør, hvorpaa
Kammeraterne og Politikonstablerne i Forening varsomt bar Sidorkin
hjem til Kone og Børn.
Ved Hylet og Skrigene, som begyndte, slog den døende
Øjnene op, og de tørre Læber gjorde en anstrengt Bevægelse
for at tale. Da hans Hoved var blevet lagt til Rette, og han havde
faaet lidt at drikke, lykkedes det ham at sige P — Pr Præsten!
Stuen, hvor han laa, var efterhaanden blevet stoppende fuld
af Mennesker, mest simpelthen nysgerrige. Der var ikke en
Mundfuld Luft at faa; op imod det låve, lukkede Vindue havde
en Flok Drenge klistret sig fast med Næsen trykket flad mod
Ruderne.
Præsten kom, en halvgammel Mand med tyndt Haar og det
graanende Skæg halvvejs studset paa militær Vis. Han jog i en
Haandevending hele Forsamlingen ud, Sidorkins Kone ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
