Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Frederik Poulsen: Antikken og vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
862
Antikken og vi
bøgerne i Matematik, Astronomi, Medicin, Retsvidenskab.
Allerede i Middelalderens Slutning var dog disse Studier blomstrede
saaledes op, at man ikke længere følte sig afhængig af
Forbillederne, og vi ser virkeligt i fjortende Aarhundrede de klassiske
Studiers Forfald. Renæssancen betegner Aabenbaringen af
Oldtidens Kunst, Billedkunsten og det skønne Sprogs Kunst. Begge
beundres og inspirerer; den moderne Skulptur, de moderne Sprog
vinder Kraft og Mangfoldighed i Udtrykket ved Befrugtningen
fra Antikken. I denne gammelhumanistiske Periode er Cicero
og Vergil de beundrede Mestre. Igen fulgte en Tid, hvor man
skulde synes, nu kunde Europas Folk lægge de antikke Værker
bort, thi deres egen Kunst, den unge, var lige saa dyb og rig
som den gamle. Det var paa den Tid, at man opdagede
Intellektualismen i Oldtidens Litteratur; dens Filosofi rykkede i
Forgrunden. Cicero var stadig Mesteren, men som Filosof; man
læste ham paa Newtons, Voltaires og Frederik den Stores Tid
for at „perfektionere sin Fornuft". Men ogsaa Modstanderne af
Intellektualismen i XVIII. Aarh., Rousseau, Winckelmann, Goethe,
fandt i Antikken, hvad de søgte, det enkelte Menneskes
harmoniske Udvikling i den af Naturen anviste Retning. Selv i en
saa moderne og banebrydende Bog som „Emile" beskæftiger
Rousseau sig hvert Øjeblik med antikke Ideer. Med denne
ny-humanistiske Retning træder Græsken i Forgrunden, fordi det
græske Menneske nærmede sig de aandelige Føreres Ideal langt
mere end det romerske. Homer, Tragikerne, Platon — alle de
Fugle, der har stærke Toner og vide Vinger drager paa Træk
gennem Tidens unge Sind.
Mange lever, som godt er, paa det Ideal endnu. Men i vor
Tid, hvor Udviklingshypotesen er Videnskabens Grundformel,
har Antikken faaet ny Betydning: her har de Ideer, hvormed
vi nu arbejder, deres Udspring. Forskningen er nu som et Land
med talrige brede og vandrige Floder; ingen enkelt kender
længere helt deres Dybder og deres Grunde; men engang randt de
som spinkle og klare Kilder, hvis Vande havde den blege Lød
og den stærke Smag fra Mørket og Jorden. Den moderne
Videnskabsmand søger ikke som den middelalderlige til Oldtiden for
at lære den Verden at kende, han ikke forstaar; han gaar ril
den for at se, hvorledes det er bleven til, han nu besidder som
Arv og Eje. Han finder de fleste Resultater i Oldtidens Viden-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
