Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Fr. Vetterlund: Svensk Nutidslyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
902
Svensk Nutidslyrik
kastede vort dunkle Instinktliv, — hedder det her —, og dernede
føier vi, hvor Tilværelsen er en ond misundelig Skæbne.
Saaledes digtede Ola Hansson allerede for 20 Aar siden, han har
senere i Udlandet gennemløbet mange Udviklingstrin og skrevet
mange Fortællinger, Kritikker og Vers, men hans væsentlige
Individualitet er skildret i ovenstaaende, f. s. v. jeg kan give den
i nogle faa Ord.
Det nye Tidsrums nu nævnte to tidligste Lyrikere vare altsaa
fra det Skaane, som laa nær en Brandes’, en Schandorphs, en
Jakobsens København. Senere udviklede sig en Slags „skaansk
Skole" af yngre Skribenter, som dyrkede „Farve- og
Nuance"-Lyrik i sensualistisk Aand og som i Ola Hansson saa sin Mester.
I Højsverrig var som nævnt 80 Aarenes Begyndelse blandt
„Realisterne" en Prosaens Tid. August Strindberg havde skrevet
„Röda rummet", og andre havde fulgt efter ham med en
livs-skildrende og polemisk Prosalitteratur, hvor, som ligeledes
bemærket, Teknikken viste sig nydannende. Paa Versene troede
man ikke længere lige saa lidt som paa Romantikkens øvrige
Guder. Selve Henrik Ibsen gav et uforglemmeligt Eksempel paa,
hvorledes de største Aander kunde være hildede. i en vis Periodes
Begrænsning, da han erklærede, at Versets Tid var forbi, —
aabenbart fordi hans egen Genius vendte sig til andre Opgaver.
Jeg antydede ovenfor, at hos os i Sverrig en saa født
Skønheds-dyrker og Kunstner som Snoilsky et Øjeblik fik utilitaristiske
Anfægtelser og skrev „Poesiens Vandring", hvori Digtningen
anklages, fordi den ikke gav de fattige virkeligt materielt Brød.
Men ogsaa med forstandigere poetiske Udtalelser rakte Snoilsky’
undertiden paa den smukkeste Maade Haanden til Samfundets
Smaa. Den socialt og litterært frisindede Greve — hvis
Popularitet altid har været stor — blev saaledes for Offentligheden
en Tid en Litteraturens Lafayette, fra hvem visselig de virkelig
radikale i Hemmelighed saa hen imod en tordnende Danton. Og
han fandtes: Strindberg truede med sin Guillotine blandt andre
„Unyttigheder" ogsaa Kunsten, Digtningen, fremfor alt Versets
Luksuskunst. I en Samling egne Digte — som blandt utrolig
Juks indeholder verdensstormende Titanisme og smuk Idyl —
sjoflede han selve Versformen, dels af barnlig Trods, dels
af Mangel paa den Art kunstnerisk Indgivelse, for hvilken
Strofens Musik og ydre Glans er hellig. Strindbergs stilistiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
