Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Th. Klaveness: Underbevidstheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
912
U nderbe vidstheden 912
dan Spaltning mellem bevidst og ubevidst Livsfunktion kan
paapeges for Legemets Vedkommende, hvorfor da ikke ogsaa
ligefrem slutte, at den kan paapeges for Sjælens? Der er nemlig
mindre Afstand mellem Legeme og Sjæl, end Menneskene i
Almindelighed mener. Det vil til sidst vise sig, at der ikke
eksisterer nogen som helst Afstand mellem dem. Den vanlige Sondring
mellem Legeme og Sjæl er kun en Levning fra Menneskenes
metafysisk-dualistiske Verdensopfattelse.
Vi behøver ikke at gaa uden for den alfare Vej efter Beviser
for Underbevidstheden. Hvor ofte hænder det os nemlig ikke,
at vi sidder midt oppe i et Arbejde, som interesserer os og
derfor ansporer vor Energi. Men saa faar vi pludselig en eller
anden ubehagelig Meddelelse, som sætter os i en eller anden
ubehagelig Stemning. Vi prøver at skyde den væk, men forgæves.
Vi siger til os selv: rejs Fanden i Vold, nu vil jeg arbejde! Og
vi arbejder — et Minut eller to. Saa sidder vi atter oppe i denne
Stemning, som vi ikke kan blive kvit — enten er det en
Slyngel, vi siger Besked, eller det er et intrikat Spørgsmaal, vi hölder
paa at løse. Og mellem vort egentlige Arbejde og denne nye
Stemning rives vi saa, til vi enten skaffer Stemningen Udløsning,
eller til den dør hen. Saa tager vi atter uforstyrret fat paa vort
Arbejde.
Eller: vi er ikke altid lige oplagte. Vi kan ganske vist træne
os til at levere et vist Stykke Arbejde daglig, og Arbejdet kan
blive godt. Men vi ved dog alle, hvor let Arbejdet til enkelte
Tider falder os, medens det til andre Tider falder os overmaade
tungt. Især vil en Taler ofte have gjort følgende Iagttagelse: Han
kan pludselig blive nødt til at optræde. Emnet har han faaet paa
Stedet. Han har saaledes ikke viet det nogen Eftertanke. Der er
imidlertid noget i Situationen, som pirrer ham og giver ham den
rette Lampefeber. Og han træder frem i den glade Tryghed, som
skaber Kunst. Han hører det ringe i sit Sind, han nyder Ordene,
før de er udtalte, han glædes af Sin egen Stemning, før den er
udløst. Naar han er færdig, ved han næppe, hvad han har sagt.
Men at han har sagt noget, hvori der er Mening, viser hans
Tilhørere. Undertiden spør han sig endog selv: hvorfra havde jeg
nu egentlig dette? Jeg kan ikke erindre hverken at have læst eller
hørt noget lignende.
Det almindelige Svar vil her være: Inspirationen. Manden er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
