Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
924
Goethe og Kvinderne
lokket ham til Weimar. Fra det første Øjeblik, han af den unge
Hertug indførtes hos hende, var han klar over sine Følelser.
Hun var 33 Aar gammel, syv Aar ældre end han, gift og
Moder til flere Børn. Men hun havde endnu et Skær af sildig
Ungdom over sig. Om hendes fine Hoved laa en Fylde af tunge
bløde Lokker, og hendes blide, drømmende Øjne kunde endnu
skinne af Livslyst. Hun var ikke egentlig nogen Skønhed, men
hun havde et højst fængslende Væsen, og hun havde den
fuldendte Verdensdames beherskede Optræden. Hun kunde af ganske
Hjerte deltage i Lystigheden ved Hoffet, men til Tider kunde
hun være ligesom udenfor det hele, og da laa der en stille
Resignation over hende, som over den, hvem Livet er gaaet
ligegyldigt forbi. Hun havde haft store Sorger, havde mistet flere
Børn og havde kun ringe Støtte i sin Mand, der som
Overstaldmester for det meste opholdt sig ved Hoffet. Saa levede hun
stille med sine Børn paa den melankolske Herregaard Kochberg
med de vaade Grave, fordybet i egne Tanker og optaget af en
omfattende Læsning, der strakte sig fra gammel klassisk
Litteratur til moderne Naturvidenskab.
Alle de Kvinder, Goethe før havde elsket, var unge Piger,
enkle af Væsen; men Fru v. Stein var en ejendommelig
sammensat Natur; hun forenede i sig, hvad Goethe allerede forstod
af Billedet, Mildhed og Klogskab, Fasthed og Eftergivenhed, hun
var ikke for tung og ikke for let, var uden stærk
Lidenskabelighed, udstraalede dog som Høstsolen en mild Varme, og den
Overlegenhed, hvormed hun forenede sit Væsens Modsætninger,
gav hende en Frihed og Sikkerhed, saa hun med hele sin Sjæl
kunde give sig hen i Øjeblikket uden Fare for nogen Sinde
at forrykkes i sit Sinds oprindelige og uforanderlige Ligevægt.
Alt dette, og dertil det helt udfoldede, var ham fuldkommen nyt.
Men hvad der dog har øvet den største Fortryllelse, er det
forunderligt tilslørede, som syntes at dække over noget fint og
uberørt, noget moderlig ømt, noget søsterlig fortroligt noget, der var
mer end Venskab og højere end Elskov, noget ubeskriveligt,
aldrig mødt, dog heftig attraaet.
Fra det første Bekendtskabs Tid saas de ofte daglig, og naar
de ikke kunde ses, fordi han var optaget af at læse
Regerings-akter eller var ude paa Embedsrejse, sendte han hende Brev
paa Brev. De mødtes ude paa den et Par Mil fra Weimar lig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
