Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
926
Goethe og Kvinderne
Stemmer. Omsider var han ved at opgive det; han stod nede i
den smalle Gyde ud for det Hus, som Schiller siden beboede.
Da ser han pludselig ved Skæret fra et Vindu en kvindelig
Skikkelse komme gaaende. Der var saa mørkt, at han ikke kunde
skelne hendes Ansigtstræk, da de gik forbi hinanden, og saa
snevert, at deres Albuer i Forbifarten berørte hinanden. Men
han aner, det er hende; han vender sig, ogsaa hun ser tilbage:
Er det Dem, lyder det samtidig fra dem begge; og saa stod de
der en Stund, stumme af Glæde, med hinanden i begge Hænder,
midt i den øde Gyde, gik saa langsomt sammen videre, uden at
tale, med hinanden i Haanden, hjem til hendes Bolig.
VI
Faa Aar efter at Goethe fra sin usikre Tilværelse er rykket
ind paa den store Scene i Weimar, er det længe forberedte
Omslag fuldbyrdet. Der er en ukendt Ro og Ligevægt over den
tidligere Verdensstormer. Inden Schweitzerrejsen i 1779 skriver han
til sin Moder: Jeg kommer denne Gang uden Lidenskab, sund,
uden Forvirring, uden Tungsind, som en af Gud elsket, der alt
har levet sit halve Liv." Taknemmelig over sin Lykke ser han
ud over sit tidligere Liv og finder, at alt nu har ordnet sig paa
det bedste. Paa Hjemrejsen fra Schweitz besøger han Friedericke
i Sesenheim og forstaar, at han har faaet hendes Tilgivelse. Han
hilser kort efter paa Lili, der nu er gift, og de underholder sig
med hinanden som gamle Venner. Med Tilgivelsen viger Uroens
Dæmoner fra hans Bryst, og han føler sig forsonet med Livet
Jeg er saa ren og stille som Luften," skriver han til Fru v.
Stein, og en anden Gang: Jeg er i bestandig ligeligere, næsten
for ren Stemning." Alt hvad der ligger forud er ham, i
Sammenligning med det nuværende, kun ringe. Der eksisterer kun Weimar
og Fru v. Stein.
Fire Aar efter, en Aften da Sommeren er paa Hæld, samler
og fastholder han disse Stemninger i den lille Sang: Over alle
Bjerge er Ro, som han skrev paa Gickelhahn-Bjerget, og som
han indridser i Hyttens Bræddevæg.
Ober allen Gipfeln
lst Ruh’,
In allen Wipfeln
Spürest du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
