Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
928
Goethe og Kvinderne
Gickelhahn-Digtet, anraaber han den himmelske Fred, at den vil
give hans Hjerte Hvile, ja skænke ham, den dobbelt ulykkelige,
dobbelt Lindring: Ach, ich bin des Treibens müde! — Was soli
all der Schmerz und Lust? — Süsser Friede, — Komm, ach
komm in meine Brust!
Dermed har han naaet Toppen. „Over alle Bjergtoppe er
Ro." Bag ham ligger Lidenskabens sønderrivende Storme, under
ham By og Slot med Liv og Uro; om ham er den dybe
Aftenstilhed; ikke en Bevægelse i Løvet, ikke et Skrig over Skoven,
Fuglene sover, Ro.
Det lille lige saa simple som udtryksfulde Digt, betegner i
sig selv et Højdepunkt i hans Lyrik, og samtidig viser det ned
i hans ensomme Sjæls Dybder. Der er mellem Linierne en
Erindring om det 18de Aarhundredes verdensfjerne Ideal, en
Tilværelse, hvor alle Mislyd tier i den toneløse Stilhed, som i de
Voltaire’ske Eldoradoer eller de Rousseau’ske Paradiser, eller
nærmere som i den høststille Lunds elysæiske Fred i Glucks
Orfeus og Eurydike. Men der er mere; thi det 18de
Aarhundredes Ideal er væsentlig negativt, livstræt; men over Goethes Digt,
saa alvorstungt det end er, gaar der et Pust af Livets Aand.
Bedst som man tror, at Tavsheden lukker sig om det, og al Lyd
slukkes i dets tunge Trokæer, brydes, for et Øjeblik, Stilheden
af den jambiske Linies melodiøst forlængede Løb: Die Vögelein
schweigen im Walde, hvori Smaafuglenes sidste dæmpede Kvidren
endnu synes at bæve. Denne Ro er mer end Aarhundredets
Hades-Drøm, det er den Ro, hvorigennem Livets Pulsslag
skælvende banker. Den ligger paa Grænsen af Naturens Ro, naar
Havet glattes, og Menneskets Fred efter Striden, den har noget
af hvert; men den er frem for alt ikke den en Gang for alle i
Tavshed støbte Ro, mens den der, skønt altid sig selv lig, skifter
Form i det uendelige. Her er den Afslutningens Ro; i
Harzrej-sens første vægtige Linier er den Forventningens; over Bjergenes
Toppe, over Morgenens tungthvilende Skyer svæver Gribben
roligt paa de spilte Vinger, spejdende efter Bytte. Ogsaa dette
Optrin er støbt i Stilhed; ingen Lyd, intet Vingeslag, som om
selve Bevægelsen var stivnet; men Rovfuglens Øje vaager, dens
Klo er rede og Musklerne spændte; dette spejdende bringer
Bevægelsen med sig. Thi det er ikke den mætte Ro, men den
rovfyldte, der er Spændingen, Opsvinget. Det er samme Dobbelt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
