Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
930
Goethe og Kvinderne
Sjæl i Live." Naar jeg i Aften har spillet min Narrerolle, vender
jeg længselsfuld tilbage til Visdommens og Godhedens Boliger."
Og paa en Tid, hvor, som han siger, Lykken blæser ham i
Nakken, eller, med et andet Udtryk, „alt, hvad han ønsker sig,
bliver overrakt ham paa en Pude," paa en Tid, da intet længer
syntes ham umuligt, og han i sit Overmod ikke vilde være bleven
forundret, om nogen havde budt ham en Kongekrone, er hun
den, der viser ham ind i sig selv, og lærer ham at forsage.
„Havde jeg vel uden dig kunnet forsage mine kære
Yndlings-vildfarelser? Kunde jeg vel se Verden saa ren, vandre saa
lykkelig i den, som om jeg intet havde mere at søge?" Eller: Jeg
er flittig og bekymrer mig om de jordiske Ting for Jordens
Skyld. Mit indre Liv er hos dig, og mit Rige er ikke af denne
Verden."
I de henimod to tusind Breve og Brevstumper, som han
sendte hende fra sin Stue, fra Hertugens Kabinet, fra fremmede
Steder, udøser han paa vanlig Vis al den Poesi, der under
Oplevelsen udløses i hans Sjæl, men som han ellers plejer at
overføre i en Digtning. At han ikke denne Gang benyttede sin
Oplevelse, — som han senere udbyttede det langt mindre betydelige
Forhold til Minna Herzlieb i Wahlverwandschaften, — kan bero
paa de, al hans Kraft opslugende Forhold i Weimar, eller det
kan hidrøre fra den paa hans nuværende Stade saa stærke Uvilje
mod den personlige Stil, som han benyttede i Werther, eller det
kunde komme af, at Skildringen overhovedet vanskeligt kunde
undgaa at blive Werther om igen. I Stedet for direkte Overførelse
i en Roman eller en Novelle skrev han Iphigenia og Tasso, af
hvilke det første i sin fornemme Kølighed idealiserer Forholdet
gennem den unærmelige, for Sandhedens Skyld alt forsagende
Iphigenia og den brødebetyngede, af Furierne forfulgte Orestes,
der omsider i Søsterens Arme finder Fred og Forsoning. Men i
Liv og Bevægelse kan intet sammenlignes med Brevene. Der er
en Farveveksel over dem, en Billedrigdom, et lyrisk Sus, som
er ganske enestaaende. Vel er det ikke den Friskhed, som
gen-nemblæser Digtene fra Sesenheim; der er ingen Foraar og ingen
Lærke. Men der er de høje, kølige Stjerner; thi Charlotte v.
Stein er som Stjernen, høj og fjern som den, mildt lysende og
uforanderlig i sin Bane. „Herefter vil jeg tænke paa dig som
paa Stjernerne," og han tilføjer, som den, der har fundet Ordet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
