Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
931 Goethe og Kvinderne
„tænk paa det." Han tager det atter op: „Din Kærlighed er mig
som Morgen- og Aftenstjernen, ja, som Polarstjernen, der aldrig
gaar ned, men fletter over vort Hoved en evigt luende Krans."
Intet jordisk slaar til. Jøderne har Snore, som de under Bønnen
vikler om Armen; saaledes vikler jeg dit søde Baand om Armen,
naar jeg retter min Bøn til dig og ønsker at faa Del i din
Godhed, din Visdom, Taalmodighed, dit Maadehold." Udtrykkene
stiger; hun frelser hans Liv, thi hun er som Kobberslangen i
Ørkenen, til hvilken han blot behøver at løfte sit Blik for at
blive befriet. Og tilsidst bliver hun til Madonna, der højt oppe
fra sine Skyer ser kærlighedsfuldt ned paa ham.
Det er altsammen over Bjergetop; men saa begynder
Nedgangen. Hvordan Forholdet i det enkelte har udviklet sig imellem
dem er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at fastslaa med fuld
Sikkerhed. At hun fra første Færd har holdt sig tilbage og ikke
engang har tilladt ham at tiltale hende med du, og at hun siden
har kæmpet med sig selv for at klare sig Forholdets Berettigelse,
det ved man. At Goethes Breve omkring Aaret 1781, altsaa seks
Aar efter det første Bekendtskab, pludselig faar varmere Farver,
og at hans lyriske Evne just da spiller i al sin Glans, er tydeligt
nok; men om de har Ret, som, i Modsætning til Samtiden, mener,
at Forholdet i Længden ikke har holdt sig i den Renhed og
Højhed, hvormed det begyndte, det er et andet Spørgsmaal.
Saa meget er blot vist, at hvad der fra først af syntes
uudtømmelig rigt, endte kun tarveligt. Da hans Kærlighed havde
kulmineret! begyndte den hurtig at mattes. En Tid lang holdt
Udtrykkene sig vel stereotypt i den samme Højde, men de fornyedes
ikke ved nogen indenfra kommende Følelse. Derefter daler de
kendeligt, og han taler mere om Infusoriedyr end om Kærlighed.
Og naar han nu føjer til i Brevets Slutning „jeg elsker dig," staar
det der nærmest som et Punktum. Det bliver mer og mere
tydeligt, at han er træt af hende, som han er træt af Weimar.
Forholdene indsnævrer ham, som Helten i Den nye Melusine, og efter
i længere Tid i største Hemmelighed at have forberedt Rejsen
til Italien, river han sig en skønne Dag løs, — og flygter.
VIII
Sidste Halvdel af Goethes Liv er paa det erotiske Omraade
en Gentagelse af den første, blot i adstadigere Tempo. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
