Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Holger Drachmann: Holger Henrik Herholdt Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann
143
Arbejderplads. Jeg skrev de „Engelske Socialister" ned med det
samme, uden mange Rettelser. Det blev trykt i „Nyt dansk
Maanedsskrift", og mine Venner gratulerte mig.
Dermed begyndte min „Kamp-Lyrik". Den blev samlet
tilligemed nogle spredte gamle Poesier i det lille Bind „Digte",
Efteraaret 72.
Polemiken med Brandes vedvarte stadig. Man coordinerte
ham, noget vilkaarligt maaske, med den voksende
Arbejderbe-vægelse. „Literaturselskabet" blev stiftet, og i denne Anledning
slog de københavnske Grosserere Haanden af mig som Maler,
tog deres Bestillinger tilbage, og der begyndte paa
Kunstakademiet forskellige indflydelsesrige Stemmer at løftes imod mig. Jeg
flyttede ud paa Østerbro. Jeg maatte leve paa et mindre Budget.
Afbrudt af mindre Rejser til Bornholm og Studierejser (f. Ex.
til Skagen) levede jeg nu her paa Østerbro, noget mere
tilbagetrukket, men stedse paavirket af og omgivet af de „store" Tidens
brændende Spørgsmaal. Jeg var, ved Siden af mit Maleri og
Illustrationer, stedse Medarbejder ved „Nyt dansk Maanedsskrift"
og publicerte heri (efter en Række af Skagensture) „
Perspektiviske Fragmenter". I Foraaret 1872, da den store Stormflod
hærgede Sydsællands og Øerne Falsters og Lollands Kyster, gik jeg
som Tegner for „111. Tid." og Korrespondent for „Dagbid." til
Krigsskuepladsen for Ødelæggelserne (heraf den første
Sømands-fortælling i „Flinchs Almanak", ved hvis nye, kunstneriske
Tilsynekommen efter den gamle Misére jeg var Medstifter). I
Efteraaret 1874 samledes mine novellistiske Arbejder i „I Storm og
Stille" (Philipsen). Og derpaa blev jeg, efterat
„Arbejderrevolutionen" hos os var strandet saa tragi-komisk udenfor mine egne
Vinduer paa Østerfælled, mere og mere, med hele min
oppositionelle Trang, draget over mod de Rækker i vor politiske indre
Udvikling, der idetmindste formaaede at føre Krigen mod det
intelligent-spidsborgerlige Oligarki i en ordnet og fast
Kamptilværelse. Jeg lærte Størstedelen af „Førerne" personlig at kende
(med varm Sympathi for adskillige af dem, Berg, Klaus
Berntsen, Frede Bojsen og hans Broder i Gedved) med stor, skøndt
stedse tvivlende Anerkendelse af Demokrater som I. A. Hansen,
med megen Interesse, skøndt stedse mest psykologisk, med
Reservation mod slig en Proteus som Holstein-Ledreborg. Jeg gik
over i det nylig stiftede — sammen med min Fætter Hørup —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
