Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Holger Drachmann: Holger Henrik Herholdt Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Holger Drachmann
gikkes den store, alvorlige Natur (Landskabet i de „To Skud")
og fortræffelige Mennesker i Vardeegnen, Læger og Bønder.
Derpaa tilbage til København, hvor „Dæmpede Melodier" udkom
i Efteraaret. Jeg boede paa et Hotel („Valdemar"), medens
Trykningen og Korrekturen stod paa. Jeg var sammen hos min
gamle Ven Borchsenius med Kaalund, Arentzen, Schandorph etc.
De gamle Erindringer strømmede altfor frisk ind paa mig. Jeg
maatte til Udlandet, langt bort, sydpaa.
Vintren begyndte at blive streng. Jeg vilde først tage Afsked
med mine Venner paa forskellige Steder i Jylland. Jeg rejste
sammen med en god Ven af mig, Grosserer Anker Heegaard.
Jeg forkølede mig undervejs. Jeg skiltes fra ham, og laa, allerede
halv syg, i Kolding; jeg havde ikke mange Midler til at begynde
min Rejse med, og jeg følte, at det vilde ende med Sygdom. Jeg
var sjælelig og legemlig træt. Man raadede mig til at søge det
Ancherske Legat. Jeg skrev til Ploug og fik hans Svar, at der
fra hans Side intet var i Vejen. Det var lidt Solskin paa den
tunge Rejse, Jeg gik stadig med Sygdom indeni mig, og i de
forskellige tyske Byer gjorde jeg smaa Hvil. Af et Brev hjem var
Rygtet om min Sygdom bleven forstørret. Man slog mig ihjel i
de svenske Blade, og min Nekrolog blev sendt mig til
Nürnberg. Her fik jeg Bekræftelse paa, at jeg havde faaet eller fik
Legatet, gennem min Fader, med hvem Forholdet atter var
bleven godt, siden jeg havde faaet den lille Datter (Bedstefaderens
Glæde). Han forstod ogsaa nok, hvad jeg havde gaaet igennem
i de sidste Aar, og var Mand nok til ikke at lægge mig det
altsammen til Last. Han begyndte ogsaa gennem de „Dæmpede
Melodier" at skimte, hvad der skulde komme. Anker Heegaard
var mig en tro Ven og understøttede mig liberalt, naar jeg
trængte.
Jeg havde i København i Efteraaret fornyet et tidligere
Bekendtskab med L. Lund, og fundet ved Siden af hans
Snurrigheder et ædelt og ridderligt Sind, parret med en Del Pedanteri
og maaske en vel udviklet Selvfølelse. Han skrev, at han vilde
støde til mig i München paa Rejsen til Italien i Foraaret 1876.
Jeg satte mig da fast i München, overvandt med al min
Viljestyrke den haarde Vinter og min Sygelighed, lukkede mig inde
paa mit Hotel, kun med Afbrydelser af Omgang med de norske
Malere (Eilif Petersen), Svenskeren Julius Kronberg, to højt be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
