- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
152

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Valdemar Vedel: Ved Drachmanns Død

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

152

Ved Holger Drachmanns Død 152

Jævnmaal; uvilkaarlig fik han overalt Borgerligheden til at spærre
Mund og Øjne op og fik alle Borgerlighedens Forsvarsorganer
— den sunde Sans og den gode Tone og den offenlige Mening —
kaldt under Vaaben mod sig, men vandt ogsaa straks sine
Forbundsfæller hos samme Borgerlighed — i dens hemmelige Trang til
at lade sig byde (lade sig alt byde) af den, der kan byde, i dens
hemmelige Længsel efter noget, der gaar ud over Maal og Maade,
i Ungdommen og de Utilfredse og alle Borgersamfundets
Be-vægelsesorganer. Og han saa’ sin Skikkelse i alle Popularitetens
Transfigurationer — som Syndebuk og Bussemand og i
Vittighedsbladenes Karikaturer, som Helt og Allerhelvedeskarl, omspundet
af Sladderens Rygter, omstraalet i levende Live af
Folkefantasiens Legender. Han levede — ikke blot hans Navn og ydre
Person — for Nørrebros Arbejdsmænd og Skagens Fiskere, for
Studenter og Socialister, i unge Pigehjærters Drømme og gamle
Jomfruers Forargelse, ved officielle Skydebanemiddage saavel
som paa Varietéernes Programmer. Overalt betød Drachmann
det samme som Poesi, Romantik, Idealisme — noget med
Bourgogne og Champagne, Vesterhavsbrænding og Sundets lyse
Nætter, den farende Sanger og Landsknægten, guddommelig Daarskab
og gudbenaadet Inspiration.

Som saadan er det, at Drachmann, nu han vel er borte,
forener Grossererdannelsen og de oplyste Bønder, vore frisindede
Samfundsbevarere og principstrænge Radikale i en fælles, følt
Hyldest. Men alligevel — desformedelst intet i Virkeligheden er
fjærnere, intet upopulærere for hele denne Samtid, ogsaa for det
mest berettigede og levedygtigste i den, end just den ødsle Festrus,
det farende Fribytterliv, det bølgende Sværmeri og Drømmeri —
derfor var det, at Drachmanns Bøger i Grunden „gik" saa daarlig,
hans Digtning næsten blev uden Efterfølgelse; at hans Person
ved hver ny Tilnærmelse til Borgerskabet igen stødte det fra sig
ved sine „Taktløsheder", og hans Personlighed, trods alle
Forsøg, hverken fandt Fodfæste i Demokratiet eller blandt
Akademikere, hverken i Højre eller Venstre. Derfor, at han inderst
inde stod tragisk ensom i sin Tid og sit Folk, — og derfor ogsaa,
at det maaske kan være nok saa rart ikke at være med om de
officielle Forestillinger til hans Ære.

En Fyrste var han i en folkelig Tid, en Ødeland i en
hus-holdersk Tid, en Livsrusens Elsker i en ædru, nøgtern Tid.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0160.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free