- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
153

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Valdemar Vedel: Ved Drachmanns Død

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ved Holger Drachmanns Død

153

Hvor var han stolt og kongelig i Holdning og Rejsning, i Lader
og Bevægelser, — hvor elskede han ikke Fest og forstod at
skabe Fest — og hvor ødselt strøede han ikke Vers og Prosa
om sig, hvor ødede han ikke med sit Pund og sit Liv. Hans
Rytmer var Rigdom og Fylde, hans Rimklange var yppig
Overflødighed, og sorgløst lod han en uren Klang, et sjusket Rim,
et Brud paa Melodien løbe med her og der, — en klædelig
Flothed, som hans Verskunst var rig nok til at tillade sig.
Rigdom og Fylde var der ogsaa over Diktionen, en blomstrende
Retorik, en Sprudlen af Indfald, Stemninger, der ynglede andre;
gærne søgte hans Digte de store symfoniske og orkestrale
Virkninger, og hans Prosa svulmede med inspireret Overdaadighed;
og ofte løb der rigelig med Slanter og Slakker ind mellem Guldet,
og ikke sjældent slåp Kontanterne op midt under hans Rutten,
— at udrense og husholde var ikke hans Sag. Hvad han helst
sang om, var ogsaa overstrømmende Fylde, af Kraft og Frihed,
svulmende Patos, overmodig Rus og Vildskab, Havets brusende
Mangfoldighed, Orienten og Æventyret, Veroneses og Rubens’
Renæssance; og hvad hans Sang forherligede, var Fyrstesindet, de
ødsle, uborgerlige Overskudsdyder: Sorgløsheden, Højsindet,
Ridderligheden, Selvhengivelsen. Sorgløst gav han sig i sit eget
Liv stadig Blottelser, forspildte fyrstelig Gang paa Gang sine
Chancer, vænnede sig aldrig af med at foragte Klogskab og elske
Daarskab.

Men al denne insolvente Fyrstelighed, denne højrøstede Rus,
al Klingklangen, Koloraturerne, Maskeradeflitret og hele den
seignør-agtige Nonchalance — hvad kunde det være andet end til
Forargelse midt i vor kofteklædte Folkelighed, vor beskedentgraa
Hverdagslighed, vor betænksomme, solide Arbejdsomhed?

Ødansk dernæst var han i en Jydernes" Tid, af Bølgens og
Vindens Slægt, medens Tiden om ham slider Træsko eller gaar
for Dampkraft, en uforbederlig Yngling i en Tid, hvor kun det
at være „Mand" gælder for noget. Hvilken bølgende Veghed,
hvilken Finhed og Ynde var der over denne Kæmpe — med
det udsvømmende Blik i de vandblaa Øjne, den hæse, bløde
Stemme, de fine Hænders fine Fagter! Af vort daglige Maal
lokkede han frem alle de bølgende, rislende Ord og Rytmer, alle
de vuggende Melodier, der laa og ventede paa at udløses i Sang,
og han kunde ogsaa faa det bløde Sprog til at bruse med en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:53 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free