- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 25 (1908) /
155

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Valdemar Vedel: Ved Drachmanns Død

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ved Holger Drachmanns Død

155

deres Rationalismes og Realismes veldyrkede Nyttehave. Og blot
man læser i Datidens Breve, som vi nu efterhaanden faar
udgivet, ser man da ogsaa, hvor overlegent og uforstaaende
Gen-nembrudsmændenes Generation tog paa dette „holdningsløse",
„vrøvlevorne" Barn.

— Dog, der var og der er dem, for hvem Drachmann med
sin Uklarhed og gammeldags Romantik trængte dybere ind i
Livets og Dødens Mysterium end de andre med deres Forstand
og Virkelighedssans, — for hvem han i al sin holdningsløse
Svajen viste en rigere Menneskelighed end dem, der kunde „tage
deres Standpunkt" og kappe alle de Sider af Menneskenaturen
af, rykke alle de Baand til Fortiden over, som ikke passede til
det ny, — for hvem endelig Drachmanns uborgerlige og
ufornuftige Luksusidealer havde deres meget vigtige Mission just i
vor fornuftige og borgerlige Tid.

Og for dem, der følte saaledes, var Aarene omkring 1890
med „Sangenes Bog" og „Forskrevet" Gennembruddet og
Højdepunktet i Drachmanns Digterliv. Efter Kiellands og Schandorphs
Romaner aabnede der sig i „Forskrevet" helt nye Horisonter;
Verden var bleven rig og forunderlig paany, dykket ned i Lys
og Skygger, bølgende i Stemningers Farvespil, sjæleliggjort af en
levende Fantasi, Menneskehjærtet udleverede — som det hed i
Bogen — ikke sine sidste Hemmeligheder, men forblev en
ugribelig, uudtømmelig Mangfoldighed. Og i Edithsangene talte
der en viis, sørgmodig Erfaring, lyste der en Hjærtets fine
Godhed, bævede der en Livs- og Dødsmystik, hulkede der en
Inderlighed, straalede der en sublim Idealisme, som — altsammen —
var af en højere og dybere Kultur end 70ernes og 80ernes
„højeste Oplysning". Og hvor langt mere revolutionær i Bunden
end denne viste sig nu ikke Drachmanns Natur, — nu hans
Digtning og hans Liv mer og mer blev til ét og begge Dele i
hine „Edith"s, „Vølund Smed"s og „Den hellige Ild"s Aar
formede sig som et radikalt Oprør mod Samfundsorden og
Borgerskab. Hin Aften i Parkettet, da Drachmann udbragte sit „Leve",
sad Radikale og Konservative egentlig Side om Side som gode
Bourgeois og forstod med én Gang, hvad det var for en
fremmed Genius, de havde fostret i deres Midte, — den
revolutionæ-reste, med Samfundsorden og Borgerskab uforligeligste af alle —
Poesiens egen Genius.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 10 00:58:25 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1908/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free